DR undskylder nu, at tv-vært Kåre Qvist kan have stillet et spørgsmål, der kunne opfattes som værende kønnet. 

Det skriver Avisen Danmark.

»Hvis spørgsmålet på nogen måde kan opfattes kønnet eller stødende, så beklager vi det. Hvis man overhovedet skulle stille det spørgsmål, så skulle man stille det både til en mandlig og en kvindelig politiker,« siger Niels Jacob Schøtt, der er chef for Event og Programproduktion hos DR, til Avisen Danmark.

Undskyldningen kommer, efter at nummer to på De Radikales liste ved EP-valget, Anne Sophie Callesen, har rettet kritik mod Kristoffer Storm, der var Danmarksdemokraternes spidskandidat ved valget.

Før valget blev Kristoffer Storm spurgt ind til, hvordan han ville håndtere både at være far og politiker på én og samme tid.

Og måden, han blev spurgt og valgte at svare på, faldt Anne Sophie Callesen for brystet.

Det skete i DRs serie »Mød partierne«, som blev sendt i forbindelse med valget.

Her spurgte vært Kåre Qvist således:

Kristoffer Storm, du bor i Nordjylland med din kone og dine fire børn, så selvom der kan være hektisk nede i Bruxelles, så ser du det faktisk også lidt som et break fra bleskift, madpakker og ulvetime?

Kristoffer Storm svarede kækt:

»Ja, det kan man godt sige. Det bliver i hvert fald en helt anden hverdag, hvis det bliver muligt at komme væk fra det hamsterhjul, der er dér.«

Ramaskrig

Kristoffer Storm på 35 år har fire børn og tre forskellige mandater, idet han både sidder i Europa-Parlamentet, Aalborg Byråd og Region Nordjylland.

Og mens det er ikke nyt, at kvindelige politikere med små børn ofte bliver spurgt, hvordan de vil håndtere både at skulle være mødre og travle politikere, så er det nyt, at mænd bliver spurgt.

Anne Sophie Callesen mener dog alligevel ikke, at hun kunne have givet det svar.

»Jeg tænker bare, at hvis jeg havde sagt, at jeg glædede mig til at komme til Bruxelles, for så ville min mand passe børnene, ville der have været ramaskrig,« har hun tidligere sagt til Avisen Danmark.

Anne Sophie Callesen blev ikke valgt til Europa-Parlamentet.