Et konkret kontanthjælpsloft: Kristian Jensen snakker udenom

Venstres næstformand blev udfrittet om et gammelt løfte om at konkretisere partiets moderne kontanthjælpsloft inden valget, da han blev interviewet af Henrik Qvortrup på DK4.

Kristian Jensen under sit besøg hos Henrik Qvortrups politiske magasin »Qvortrups valg« på DK4. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Venstre er gang på gang blevet spurgt til, hvordan et moderne kontanthjælpsloft skal skrues sammen, hvis Lars Løkke Rasmussen kommer til magten efter det kommende folketingsvalg.

Partiet har tidligere lovet, at vælgerne ville få mere klar besked om partiets politik, inden de skulle sætte deres kryds ved valget. F.eks. udtalte Claus Hjort (V) i 2012 til Politiken, at »vi vil da gå til valg ved at lægge alle kort på bordet«.

I samme avis udtalte skatteordfører Torsten Schack (V) sig i 2013 om kontanthjælpsloftet og sagde, at »vi skal nok sørge for, at danskerne ved, præcis hvad vi går til valg på, når vi nærmer os«.

I en ny serie sætter Politiko.dk fokus på politikere, der snakker udenom, og her har en læser tippet redaktionen om Venstres næstformand, Kristian Jensen, som blev spurgt ind til netop kontanthjælpsloftet, da han for nylig gæstede Henrik Qvortrups politiske magasin »Qvortrups valg« på DK4.

Henrik Qvortrup: »Var det en fejl, at I sagde, da I begyndte at tale om det moderne kontanthjælpsloft for et par år siden sagde, ok det er ikke konkret nu, men kære vælger, vi lover jer, når I skal til valgurnerne eller ind i stemmeboksen, så ved I, hvad det består I? Var det en fejl at komme med det løfte? For det har I jo ikke holdt.«

Kristian Jensen: »Politik leves jo forlæns. Det er sådan, at politik udvikles hele tiden. Derfor er der nogle ting, vi har sagt tidligere som bliver ændret undervejs.«

Henrik Qvortrup: »Så jeg skal bare forstå det. Løftet om, at I vil blive konkrete på det moderne kontanthjælpsloft, det holdt I ikke?«

Kristian Jensen: »Jamen, du får det til at lyde som om, det var en fejl eller ikke.«

Henrik Qvortrup: »Ja, det er det, jeg spørger om.«

Kristian Jensen: »Jeg siger bare: Man bliver jo klogere undervejs på en lang række områder. Det betyder, at vi har fundet nye politikområder, vi mener noget nyt på, og vi har fundet ting, vi har sagt tidligere, hor vi har fundet ud af, at det kan siges mere korrekt. Det gør vi også på det her område.«

Til slut i interviewet konstaterer Kristian Jensen, at »jeg kan ikke love i dag, at der kommer et konkret udspil inden et valg«

---

Heidi Jønch-Clausen, adjunkt og retoriker ved Syddansk Universitet, har sagt ja til at bistå Politiko.dk med at vurdere, hvorvidt politikerne taler uden om.

»Kristian Jensens undvigelsesstrategi er her niveauforskydning. Det betyder, at journalisten spørger til en helt konkret sag, mens Kristian Jensen svarer på et andet mere generelt og principielt niveau. Hans konstateringer er korrekte, men det er uinteressant at fremføre indlysende banaliteter såsom at »politik leves jo forlæns« og »politik udvikles hele tiden« og »der er nogle ting, der bliver ændret undervejs«. Kan man finde nogen, der ville benægte dette?« spørger hun og fortsætter:

»Konfronteret med kritikken ville Kristian Jensen sandsynligvis holde på, at han besvarer spørgsmålet, da han jo faktisk erkender, at ting, man har sagt, ændrer sig undervejs. Underforstået: Også sagen om det moderne kontanthjælpsloft. Men svaret falder i en så generel og selvfølgelig vending, at det mister værdi. Det er præcis denne bagatelliserende kraft, der definerer niveauforskydningen: Ved at forskyde en konkret sag til en generel kontekst forholder man sig kun indirekte til den enkelte sag, og svaret bliver derfor luftigt og ligegyldigt.«