Et »ja« 3. december åbner for brug af hemmelige civile agenter

Hvis danskerne stemmer ja til tilvalgsordningen 3. december, kan embedsmænd arbejde som hemmelige agenter under falsk identitet. Eksperter og nej-fløjen mener, det er en farlig glidebane.

Stemmer et flertal af danskerne ja ved folkeafstemningen 3. december, kan danske virksomheder og borgere i fremtiden blive efterforsket af civile embedsmænd, der i virkeligheden arbejder som hemmelige agenter i straffesager. Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Bothager

Stemmer et flertal af danskerne ja ved folkeafstemningen 3. december, kan danske virksomheder og borgere i fremtiden blive efterforsket af civile embedsmænd, der i virkeligheden arbejder som hemmelige agenter i straffesager.

Det skriver Jyllands-Posten.

Som et nybrud i dansk retskultur vil såkaldte »diskrete undersøgelser« blive en del af virkeligheden, hvis retsforbeholdet ændres til tilvalgsordningen.

Helt konkret betyder det, at øvrige EU-lande kan anmode Danmark om bistand til »efterforskning i straffesager, som foretages af embedsmænd, der arbejder under dække eller falsk identitet,« skriver Justitsministeriet i et notat om konsekvenserne ved at stemme ja til det direktiv i tilvalgsordningen, der kaldes direktivet om den europæiske efterforskningskendelse.

»Retssikkerhedsmæssigt meget betænkeligt«

Formand for strafferetsudvalget i Advokatrådet, Sysette Vinding Kruse, advarer mod denne praksis. Hun mener Danmark træder ud på en glidebane, hvis embedsmænd får lov til at arbejde som hemmelige agenter.

Det er »retssikkerhedsmæssigt meget betænkeligt,« siger hun til Jyllands-Posten. Hun understreger, at der i Danmark er en regel om, at det skal være politiet, der er agenter.

Også professor i strafferet Gorm Toftegaard Nielsen er betænkelig. Han pointerer, at det normalt ikke er en måde, vi agerer på i Danmark, og at der er en god grund til dette.

De tre nej-partier, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Enhedslisten, er ligeledes skeptiske, mens Socialdemokraternes udenrigsordfører, Nick Hækkerup (S), har svært ved at se problemet.

Han mener, det afgørende er, at dansk og udenlandsk politi har bedst mulige vilkår i forhold til at efterforske og sikre beviser.

Pind: Danmark er ikke forpligtet til noget, der ikke kan foretages efter dansk ret

Justitsminister Søren Pind (V) oplyser i et skriftligt svar til Jyllands-Posten, at Danmark »ikke vil være forpligtet til at tillade diskrete undersøgelser, som ikke ville kunne foretages efter dansk ret«.

Desuden skriver han, at Danmark kun vil benytte »civile agenter i meget begrænset omfang«.