Et flertal vil presse regeringen til højere klimamål

Venstre og regeringens støttepartier vil tvinge regeringen til at gå efter et mere ambitiøst klimamål i EU.

Arkivfoto. Venstre, De Radikale, SF og Enhedslisten vil forsøge at presse regeringen til et højere klimamål i EU. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali

Danmark presser ikke nok på i EU i kampen mod klimaforandringer.

Det mener et flertal i Folketinget, som vil have regeringen til at gå efter at få sat klimamålet højere i EU. Det skriver Jyllands-Posten.

I Danmark er der et mål om at sænke udledningen af drivhusgasser som CO2 med 70 procent inden 2030, når man sammenligner med niveauet i 1990.

Ser man på EUs samlede reduktion, har regeringen indtil videre arbejdet for et mål, der hedder »mindst 55 procent« i 2030.

Det er ikke nok, mener Venstre, De Radikale, SF og Enhedslisten. Partierne vil tvinge klimaminister Dan Jørgensen (S) til at gå efter et mål, der hedder mindst 65 procents reduktion.

Hvis det virkelig skal gøre en forskel for klimaet, kræver det nemlig, at flere lande sætter klimabarren højt, mener Venstres EU-ordfører, Jan E. Jørgensen.

»Med så stort gab mellem Danmark og EU's mål svækker regeringen desuden vores erhvervsliv, der skal konkurrere med resten af Europa. Så der er både hensyn til klimaet og danske arbejdspladser i det her,« siger han til Jyllands-Posten.

EU-Kommissionen foreslog i sidste uge et mål for EU-landene på »mindst 55 procent«. Det er dog først i næste måned, at landene skal enes om det nye mål for 2030.

Da EU-Kommissionen kom med sit forslag, sagde Dan Jørgensen, at »det skal vi være rigtig glade for«.

Regeringens støttepartier og Venstre har dog et flertal på samlet 15 ud af de 29 pladser i Folketingets Europaudvalg, som kan give regeringen mandat til forhandlingerne.

Dan Jørgensen skriver i en mail til avisen, at det kun er et mindretal af EU-landene, som er klar til målet på 55 procent.

»Vi risikerer, at et dansk krav om et mål på 65 procent, som ingen andre endnu har støttet, bliver kontraproduktivt i forhandlingerne.«

»Som jeg ser det, er det ikke sådan, man skaber reel forandring. Men jeg ser selvfølgelig frem til at drøfte sagen med ordførerne,« skriver klimaministeren.

/ritzau/