Et døgn efter »virkelig alvorlig« sexismerapport undgår Sofie Carsten Nielsen stadig interview med alle store nyhedsmedier

Onsdag middag offentliggjorde De Radikale en undersøgelse, der kortlægger omfattende problemer med sexisme og krænkelser i partiet. Mere end et døgn senere har Sofie Carsten Nielsen trods flere forespørgsler undladt at give interview til en lang række store medier. Kun DRs »Aftenshowet« og netmediet Zetland har fået den radikale leder i tale om rapporten, som hun selv betegner som »virkelig alvorlig«.

»Det er virkelig alvorlig læsning,« siger De Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen, om en ny undersøgelse af omfanget af sexisme og krænkelser i hendes parti. Men hun vil ikke stille op til ét eneste stort nyhedsmedie og give et interview om rapporten. Philip Davali/Ritzau Scanpix

Der gik blot få minutter, efter en 30 sider lang undersøgelse af problemerne med sexisme og krænkelser hos De Radikale var blevet lagt ud på partiets hjemmeside, før Sofie Carsten Nielsen delte et længere skriv på sin Facebook-profil.

»Kære alle. Det her bliver langt, for det er svært. Men jeg håber, I vil læse med,« skrev den radikale leder indledningsvist og fastslog, at rapporten er »læsning, der gør ondt«.