Espersen: Trumps politiske bevægelse er noget pølsesnak

Som formand for Udenrigspolitisk Nævn anser Søren Espersen (DF) det som positivt, at Donald Trump vil stille større krav til sine NATO-allierede og skabe et bedre forhold mellem Vesten og Rusland. Men han nægter at se DF som en del af Trumps »politiske bevægelse«.

Danmark skal være »USAs bedste ven« under Donald Trump, mener formanden for Udenrigspolitisk Nævn, Søren Espersen (DF). Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Hougaard

Da Donald Trump onsdag morgen, dansk tid, erklærede sig som sejrsherre i den amerikanske præsidentvalgkamp, definerede han det samtidig som en sejr for sin »politiske bevægelse«.

»Den glemte mand og kvinde vil aldrig blive glemt igen,« konstaterede den kommende præsident, som samtidig lovede at samle USA politisk.

Og selvom de danske politikere har talt hårdt om Donald Trump og hans valgløfter om et bedre forhold til præsident Putin, toldmurer og muslimforbud, så er der også god grund til at se lyst på, at USA’s præsident nu bliver skiftet ud, mener formanden for Udenrigspolitisk Nævn, Søren Espersen (DF).

»Barack Obama har spillet fallit i de udenrigspolitiske tiltag. Israelerne vil ikke snakke med ham mere, og det vil palæstinenserne faktisk heller ikke. Nu tager de til Moskva i stedet for. Syrien tabte han for år tilbage, og Ukraine har han heller ikke kunnet finde ud af respondere ordentlig på. Han har ikke haft en særlig heldig hånd,« siger han og understreger, at Danmark skal være »USA’s bedste ven« under præsident Trump, ligesom en ny linje over for Rusland er »nødvendig«.

Men at se Dansk Folkeparti som en del af Trumps politiske bevægelse er helt forkert, mener Espersen.

»I hele spørgsmålet om bevægelsen ligger alt det, som vi har hørt om i valgkampen. Det handler om stereotyper: white trash, sorte, latinoer, kvinder - og det er altsammen gammeldags i den grad. Der er ingen, der fortsat tror på, at der skulle være en bevægelse, hvor hele befolkningsgrupper mener det samme,« siger DF’s udenrigsordfører, der heller ikke kan lide begrebet »anti-establishment«.

»Jeg ved ikke, hvad det betyder. Jeg betragter mig selv som en væsentlig del af the establishment. Jeg sidder i Folketinget. Jeg er formand for Udenrigspolitisk Nævn, og jeg har faktisk læst en bog engang. Jeg ved ikke, hvad »bevægelsen« betyder, og jeg synes, det er noget pølsesnak,« uddyber han.

Søren Espersen forventer, at præsidentskiftet i USA vil betyde, at vi i Danmark skal bruge flere penge på forsvaret - og også det er ifølge DF’eren positivt.

»Trumps krav til de stenrige Vesteuropæiske NATO-lande om, at de skal løfte en tungere byrde i samarbejdet, kan jeg rigtig godt lide at høre. Jeg tror egentlig, det er det, der er behov for, og der tror jeg, at han vil lægge langt større pres på Vesteuropa,« siger han og udtaler samtidig respekt for de toldmurer, som Donald Trump har lovet at indføre.

»Han vil jo gøre det for at få de tusindvis af produktionsjob, der er flyttet ud af USA, tilbage. Det har jeg stor sympati for, men det kan selvfølgelig blive et problem for Danmark og Europa, og det må vi så finde ud af, hvordan vi skal håndtere,« siger Søren Espersen.

I december kaldte DF’eren selv Donald Trump for »kugleskør« og anså det for »foruroligende«, at han var på vej til at blive republikanernes præsidentkandidat over for TV 2. Men de udtalelser var kun møntet på Trumps ene forslag om et indrejseforbud for alle muslimer, siger Espersen i dag.

»Det her var jo for et år siden, og vi har set siden, at han fuldstændig har ændret stil - han har fået en mere fornuftig måde at tale på. Og når magtens åg først tynger, så behandler man folk på en anden måde, så jeg tror ikke, vi vil høre ham gentage den udtalelse,« siger han.

Derfor tror han også på en mere samlende præsident Trump, selvom det bliver svært i et samfund, der er splittet som det amerikanske.

»Det lykkedes Reagan at samle USA, selvom han heller ikke fik særlig gode skudsmål, inden han blev præsident i USA. Måske bliver det lige så godt med Trump - man har da lov at håbe,« lyder det fra Søren Espersen.