Espersen: Messerschmidt skal kultiveres

DF's unge håb, Morten Messerschmidt, skal "dæmpes lidt ned" og "kultiveres", for han har ikke altid kunnet styre mediebevågenheden, mener DF's Søren Espersen.

Arkivfoto: Keld Nauntoft Fold sammen
Læs mere

Dansk Folkepartis unge spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget, Morten Messerschmidt, er en ung og lovende politiker. Men man bør "sikre sig, at han ikke til sidst tror, han kan gå på vandet."

Sådan lyder beskrivelsen af Morten Messerschmidt fra en anden DF-profil Søren Espersen i et interview i forbindelse med en ny portrætbog "Næste Generation".

Interviewet med Søren Espersen er af en eller anden grund udeladt fra den endelige udgave af bogen, men Ritzau er kommet i besiddelse af interviewet.

"Hans unge alder gør, at man er nødt til at forsøge at dæmpe ham lidt ned. Han skal virkelig kultiveres, sagt på en pæn måde, for at kunne finde sine egne ben. Han er blevet hvirvlet ind i politik som en mediestar især i forbindelse med Big Brother, han har haft meget mediebevågenhed, og han har ikke altid kunnet styre det for eksempel i forhold til eskapaderne i Grøften", lyder det videre fra Espersen, der også understreger, at "hvis vores projekt og parti skal lykkes, må man sætte sig selv i anden række".

Hvorvidt Morten Messerschmidt kan genkende sig selv i Søren Espersens karakteristik, ønsker han ikke at svare på.

- Det vil jeg slet ikke forholde mig til, siger han.

/ritzau/