Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning at sænke skatten på arbejdsindkomst, så det i højere grad kan betale sig for den enkelte at tage arbejde og yde en ekstra indsats.

Sådan lyder det fra Dansk Erhverv i en pressemeddelelse, efter det søndag aften kom frem, at regeringen i det nye skatteudspil vil lette personskatter for i alt ti milliarder kroner.

»Vi ved, at skatten på den sidst tjente krone er afgørende for, om man tager en ekstra tørn på sin arbejdsplads,« siger Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv.

»Det er især også den høje beskatning af lønindkomst, som trækker dansk erhvervslivs konkurrenceevne ned. Det gør man endelig noget ved nu, hvilket er meget positivt.«

I SMVdanmark er man glade for, at størstedelen af skattelettelsen går til at øge beskæftigelsesfradraget.

Men især forøgelsen af topskattegrænsen vækker SMVdanmarks begejstring.

»Den lavere beskatning giver helt almindelige lønmodtagere et større beløb ind på deres konto hver måned,« siger administrerende direktør i SMVdanmark, Jakob Brandt, i en pressemeddelelse.

»Den gulerod vil få flere til at give en ekstra hånd med til for eksempel overarbejde eller ved at gå fra nedsat tid til fuld tid.«

Også i Dansk Industri glæder man sig specifikt over »et bedre beskæftigelsesfradrag, så flere lønmodtagere får mere gavn af fradraget«.

»Regeringen skubber på, så flere deltidsansatte får styrket incitamentet til at gå op i tid. Det er nemlig særligt dem, der vil få gavn af denne skattelettelse, og her er der meget arbejdskraft at hente,« fortæller Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i Dansk Industri.

Selvom skatteudspillet vækker glæde hos alle tre aktører, er top-topskatten dog »en torn i øjet for dansk erhvervsliv«.

Sådan lyder det fra Dansk Erhverv. I Dansk Industri kalder man top-topskatten »helt skæv og uhensigtsmæssig«. I SMVdanmark lyder det, at top-topskatten er »en unødvendig ekstraskat, der har karakter af symbolpolitik«.

Økonomiminister Troels Lund Poulsen (V) sigter efter, at skattereformen kan komme hurtigt på plads. Håbet er, at man vil kunne begynde at indfase de nye skattesatser fra 2025.

Skatteudspillet vil blive præsenteret på et pressemøde mandag eftermiddag

/ritzau/

Få det politiske overblik hver dag

Nyhedsbrevet »Politisk morgenpost« er dit daglige skud af politiske opdateringer, analyser fra de fremmeste profiler og spændstige #dkpol-debatter.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske hver dag sender mig det fulde politiske overblik med dagens vigtigste historier analyser og debatter i dansk politik. I periode med folketingsvalg, kan der komme flere daglige opdateringer med de seneste opdateringer om dette. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.