Når regeringen i et nyt udspil varsler en forbedring af løn- og arbejdsvilkår inden for det offentlige, er det, at gå imod den danske model.

Sådan lyder det fra erhvervsorganisationerne Dansk Industri (DI) og Dansk Erhverv i pressemeddelelser.

»Nu må vi se udspillet i sin helhed, men umiddelbart kommer vi ikke uden om, at der er tale om at gå mod den danske model, og det er principielt problematisk,« siger Brian Mikkelsen, direktør i Dansk Erhverv.

Flere medier skriver tirsdag aften, at regeringen vil afsætte tre milliarder kroner om året fra 2030 til bedre løn- og arbejdsvilkår.

Hvor mange penge, regeringen ønsker at afsætte til at sikre bedre arbejdsvilkår fra 2024 til og med 2029, er der endnu ikke sat tal på. Det oplyser Socialdemokratiet til Ritzau.

Statsminister Mette Frederiksen (S) vil over for DR ikke sige, hvilke faggrupper der efter hendes mening skal have mere i løn.

Det er op til arbejdsmarkedets parter, siger Mette Frederiksen.

Alene det at sætte penge af til en forbedring af løn- og arbejdsvilkår, er dog at gå for langt, mener erhvervsorganisationerne.

Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen, siger, at regeringen med sit udspil blander sig i noget, som arbejdsgivere og lønmodtagere har taget sig af i mere end 100 år.

»Vi har meget længe vidst, at der manglede arbejdskraft både i den offentlige og i den private sektor – uden at der er blevet gjort noget tilstrækkeligt politisk,« siger han i en skriftlig kommentar.

»Så skal der pludselig ske en hel masse, fordi det er en valgkamp og nærmest i panik.«

»Det betyder så, at man skyder en stor kanonkugle afsted på den danske arbejdsmarkedsmodel, hvor arbejdsgivere og lønmodtagere aftaler løn og arbejdsforhold, som vi har gjort det i mere end 100 år – uden at politikerne blander sig,« siger Lars Sandahl Sørensen.

/ritzau/

Få det politiske overblik – hver dag

Nyhedsbrevet »Politisk morgenpost« er dit daglige skud af politiske opdateringer, analyser fra de fremmeste profiler og spændstige #dkpol-debatter.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske hver dag sender mig det fulde politiske overblik med dagens vigtigste historier analyser og debatter i dansk politik. I periode med folketingsvalg, kan der komme flere daglige opdateringer med de seneste opdateringer om dette. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.