Erhvervsminister: USA lytter til frihandelsargumenter

Erhvervsminister Brian Mikkelsen har mandag holdt møde med USA's handelsminister om højere toldsatser.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) har mandag haft et »godt og konstruktivt« møde med USA's handelsminister Wilbur Ross om hævningen af de amerikanske toldsatser på stål og aluminium. Fold sammen
Læs mere
Foto: FABRICE COFFRINI

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) har mandag haft et »godt og konstruktivt« møde med USA's handelsminister om hævningen af de amerikanske toldsatser på stål og aluminium.

Brian Mikkelsen fik dog ikke handelsministeren Wilbur Ross til at ændre mening.

»Men der er ikke nogen tvivl om, at de lyttede. Jeg er ikke i tvivl om, at man lytter til, hvad Danmark siger, for vi er en tæt ven af USA«, siger Brian Mikkelsen.

Han peger på, at udfordringen er, at en hævning af toldsatsen vil blive mødt af højere toldsatser fra Europa og andre lande, hvorfra det kan accelerere.

»Der er det vores opgave at slå koldt vand i blodet og besindige os, for det vil koste velfærden og arbejdspladser i Danmark.«

»Men som jeg også forklarede til Ross, vil det også koste i USA. Den amerikanske forbruger vil få dyrere varer, mens den amerikanske produktion vil blive mindre konkurrencedygtig,« siger Brian Mikkelsen.

USA's præsident, Donald Trump, annoncerede i sidste uge, at han i denne uge vil hæve toldsatsen på stål og aluminium med henholdsvis 25 og 10 procent.