Erfaren embedsmand forsvarer Ammitzbølls brug af embedsværk

Ministeren har ret til at spørge sine embedsmænd om forslag, der måske kun er LA-politik, lyder vurdering.

Ministeren har ret til at spørge sine embedsmænd om forslag, der måske kun er LA-politik, lyder vurdering. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Der er intet odiøst i, at økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) har bedt sit embedsværk om at regne på 49 kontroversielle forslag, der i nogle tilfælde slet ikke hører under hans ansvarsområde som minister.

Det siger den tidligere formand for det uafhængige udvalg, der er i 2014 blev sat til at undersøge forholdet mellem ministre og embedsfolk, Bo Smith, til Altinget.

»Jeg mener, at en minister kan bede embedsmænd regne på, jeg har nær sagt alle de idéer og forslag, som en minister ønsker at behandle,« siger Bo Smith til Altinget.

Udvalget, som den tidligere departementschef stod i spidsen for, blev slet og ret kaldt Bo Smith-udvalget.

Både Jyllands-Posten og Politiken kunne onsdag løfte sløret for en liste med 49 politiske forslag, der ikke er og næppe heller bliver VLAK-regeringens politik.

Alligevel er embedsmænd i Ammitzbøll-Billes ministerium blevet sat til at regne på konsekvenserne af forslagene, der blandt andet omfatter at skære dagpengeperioden til et år, at afskaffe værnepligten og at øge støtten til friskoler.

Det kunne ligne et oplæg til den 2030-plan, som Liberal Alliance har bebudet, at partiet vil udsende til efteråret. Derfor blev ministeren beskyldt for at misbruge sine embedsfolk til partiarbejde.

Ammitzbøll-Bille afviser at have gjort noget forkert.

»Det kan ikke komme som en overraskelse for nogen, at jeg vil være rustet til tænderne på ethvert politisk område for at trække regeringens politik i LA's retning,« sagde han onsdag til Politiken.

Og der er vide rammer for, hvad en minister kan bede sine embedsmænd om, pointerer Bo Smith over for Altinget. Ellers bliver det op til embedsmændene at skønne, om et forslag vil skulle bruges i en valgkamp.

»Så giver man jo embedsmændene en vetoret i forhold til at bistå deres minister, som jeg mener er både demokratisk helt uacceptabel og i praksis helt umulig at håndtere,« siger Bo Smith til Altinget.

Bo Smith er i dag chefforhandler i Styrelsen for Forskning og Innovation.

/ritzau/