Bruxelles. Der rykkes rundt på topposterne i EU-Kommissionens embedsværk, og et topjob er tilfaldet en dansker.
Det drejer sig om Pia Ahrenkilde, som bliver en af de fire øverste chefer i kommissionen og får jobbet som fungerende vicegeneralsekretær.
Desuden bliver tyske Martin Selmayr den øverste chef for kommissionen som generalsekretær og bliver dermed ansvarlig for den 54-årige dansker. Han sætter sig i stolen som den blot syvende generalsekretær siden 1958.
Det oplyser EU-Kommissionen.
Pia Ahrenkilde går fra en direktørstilling i kommissionen, hvor hun havde ansvar for repræsentation i EU's medlemslande.
Det bliver en erfaren kvinde, der sætter sig i stolen. Pia Ahrenkilde har arbejdet for unionen siden 1990.
Spanske Clara Martinez Alberola og polsk-britiske Richard Szostak bliver også en del af den øverste ledelse som henholdsvis kabinetschef og vicekabinetschef.
/ritzau/