Nis Otto Kristensen puster til gløderne i det udbrændte politiske bål, som Pernille Vermund slukkede i går. 

Står det til lokalformanden i København, fortsætter Nye Borgerlige, og det bliver med ham som formand for partiet.

Det skriver dr.dk.

I går offentliggjorde Pernille Vermund beslutningen om at opløse sit kriseramte parti. 

Det sker, fordi Nye Borgerlige ikke vil »risikere at være dem, der spænder ben for et borgerligt flertal og dermed en borgerlig statsminister«, som hun skrev på Facebook.

Hun og partiets eneste andet folketingsmedlem, Kim Edberg Andersen, der lige nu er aktivt, har nu planer om at melde sig ind i et af de andre partier i Folketinget.

Partiet blev valgt ind med seks medlemmer af Folketinget ved valget i 2022, men efter en regulær nedsmeltning står tre nu tilbage. Den sidste, Peter Seier Christensen, er langtidssygemeldt.

Skal skille sig ud fra »den grå masse«

Nis Otto Kristensen er dog ikke enig med Vermund i, at det er bedst at nedlægge partiet. Der er stadig plads til Nye Borgerlige i den ellers godt fyldte blå blok, hvis det står til ham. 

»Alle de højreorienterede partier er enige om alting. Det er jeg ikke. Og når jeg går i gang med processen, skal Nye Borgerlige nok skille sig ud fra den grå masse af højreorienterede partier, som alligevel ikke siger noget som helst,« siger han til dr.dk.

Han tilføjer, at »det er synd for Pernille«, da det er nu, partiet bliver stort.

Selvom Pernille Vermund og partiets hovedbestyrelsen opfordrer til, at Nye Borgerlige bliver opløst, er det ikke effektueret bare sådan lige

Det kræver to ekstraordinære generalforsamlinger, hvor to tredjedele af de stemmeberettigede begge gange skal stemme for at opløse partiet.

Det vil Nis Otto Kristensen dog forsøge at forhindre ved at stille op til formand.

En lydoptagelse dukkede op

Den nye formandskandidat har tidligere gjort sig mildt sagt uheldigt bemærket.

På en flere minutter lang lydoptagelse, som B.T. tidligere har skrevet om, har han grundigt forklaret, hvordan han vil udsætte et tidligere partimedlem for vold. 

»Han får en knytnæve lige i munden, du,« skal han ifølge B.T. have sagt.

Baggrunden for raseriudbruddet er angiveligt en konflikt med tidligere partimedlem Per Mejlholm. Ifølge flere af B.T.s kilder skulle han have kaldt lokalformanden for et »skvat« ved en generalforsamling. 

Nis Otto Kristensen har erkendt, at det er ham på optagelsen. Han har forklaret, at han følte sig »forfulgt psykologisk« af sin tidligere partifælle.