»Enhver politikers drøm« – de prestigefyldte rum, hvor ministrene virkelig har magt

Når en ny regering bliver dannet, holder Slotsholmens politiske insidere et vågent øje med, hvilke ministre der får en plads i regeringens faste udvalg. Et medlemskab i særligt to udvalg er nemlig »fyldt med prestige« og en plads »i regeringens inderste cirkler«.

Statsminister Mette Frederiksen præsenterede i juni sin nye S-regering på Amalienborg. Bag hende ses (fra venstre) finansminister Nicolai Wammen, udenrigsminister Jeppe Kofod og skatteminister Morten Bødskov, der alle har fået sæde i regeringens magtfulde udvalg. Liselotte Sabroe

En tirsdag aften for snart 18 år siden mødtes en udvalgt skare i Statsministeriet. Ingen havde haft megen tid til at forberede sig. Mødet var planlagt i al hast. Men alle vidste, hvorfor statsministeren havde bedt dem stille i Prins Jørgens Gård.

Det var den 11. september 2001, og få timer tidligere havde kapringen af fire passagerfly udsat USA for det største terrorangreb i nyere tid. To tårne og et verdensbillede var styrtet i grus.