»Enhver fornuftig krisehåndtering ville være at fremlægge bilagene«

Hvis Lars Løkke Rasmussen skal genvinde vælgernes tillid, skal bilagene frem i lyset, mener Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen.

Foto: Nils Meilvang
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dokumentationen for, at Lars Løkke Rasmussen har betalt skat af sine tøjindkøb og rejser, burde have været fremlagt for længst, hvis Venstre-formanden vil gøre sig nogen forhåbninger om at genvinde vælgernes gunst.

Sådan lyder analysen fra Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, inden partiets ledelse mødes tirsdag for at drøfte sagen om den tidligere statsministers partibetalte tur til Mallorca og tøj for over 150.000 kroner.

»Jeg tror, at hvis Venstre og Lars Løkke Rasmussen ikke kan give krystalklare svar, så vil han stadig stå i en ekstremt svær og vanskelig situation, hvor mange fortsat vil tage afstand fra ham. Derfor ville enhver fornuftig krisehåndtering være at fremlægge bilagene,« siger Thomas Larsen.

Ifølge kommentatoren kan der være to forklaringer på, hvorfor Venstre-toppen ikke allerede har fremlagt bilagene.

»Den ene er, at Lars Løkke Rasmussen mener, der er tale om en privat sag, og han derfor principielt ikke vil fremlægge bilagene. Den anden mulighed er, at han faktisk ikke har svaret skat af tøjet og ferien,« siger Thomas Larsen og tilføjer:

»Venstres kampagne er ved at drukne frem til europaparlamentsvalget, og mange medlemmer trænger til en god forklaring på sagen. Derfor er det fornuftigt, at mødet er blevet fremrykket far 27. maj til i morgen (tirsdag, red.).«

Selve strategien tegner inden mødet tirsdag til, at den nuværende ledelse vil forsøge at tørre beslutningerne om frynsegoder af på den tidligere Venstre-ledelse. Det vurderer Børsens politiske kommentator, Helle Ib.

Men ifølge kommentatoren hænger planen ikke sammen med det brev, som Venstres ledelse i form af partisekretær Claus Richter, formand for Venstres økonomiudvalg Claus Hjort Frederiksen (V) og landskasserer Nicolai Mallet (V) udsendte til Venstres medlemmer i sidste uge.

I brevet stod der, at de tre topfolk ikke fandt det »hverken odiøst eller moralsk angribeligt, at partiet har betalt flybilletter for formanden og nære familiemedlemmer til et ophold på Mallorca efter valget med henblik på restitution og – for formandens vedkommende – tillige afholdelse af et strategiseminar, der skulle sætte kursen for Venstre i opposition«, samt at de kun mente, det er »rimeligt, at formandens arbejdsvilkår lettes mest muligt, for eksempel ved at booke rygerværelse på de benyttede hoteller, uanset der måtte være meromkostninger forbundet med, at de pågældende værelser er egnede til afholdelse af møder«.

»Den nye strategi om, at det er den tidligere V-tops beslutninger, udstiller jo, at hverken Claus Richter eller Claus Hjort Frederiksen mente, der var lavet noget som helst forkert. De havde ydet den hjælp til Lars Løkke Rasmussen, fordi det er et moderne ledet parti, og derfor en nødvendighed. Og når man nu vil slå på, man har ændret retningslinjerne, så ligger der jo en indirekte erkendelse af, at det åbenbart ikke var noget, man kunne forsvare. Så min pointe er bare, at Venstre-ledelsen ikke har håndteret denne her sag på en særlig overbevisende måde,« siger Helle Ib.

TV: Bent Winther: Venstre forsøger at indkapsle bilagskrise: