Enhedslistens jagt på den tabte magt

Enhedslisten har lært på den hårde måde, at indflydelse på en SR-regering kræver mere end 12 mandater. Frem mod valget vil partiet forsøge at vinde styrke gennem folkestemninger og fagbevægelse.

Foto: Thomas Lekfeldt

Det ser ikke godt ud at blive sur, hidsig eller arrig på fjernsyn, lyder et velmenende råd i den politiske katekismus.

Alligevel er adskillige prominente politikere faldet for fristelsen til i al offentlighed at give los for frustrationer, afmagt og skuffelse.

I indeværende regeringsperiode under statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) tegner Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, sig for et af de mest bemærkelsesværdige eksempler.

Vi er i juni 2012. Regeringen bestående af Socialdemokraterne, de Radikale og SF har siddet på magten i lidt over et halvt år og skal nu lande en skatteaftale.

Efter dage og uger med forhandlinger med folkesocialisternes tidligere skatteminister Thor Möger Pedersen, finansminister Bjarne Corydon (S) og indenrigs- og økonomiminister Margrethe Vestager (R) er Enhedslistens forhandlerhold tæt på et håndslag, der betyder lavere skat på arbejde – ikke just en klar Enhedsliste-mærkesag.

Men i sidste øjeblik efter SMS-udvekslinger på højt plan byder Venstre sig til, og regeringen laver en aftale, der letter skatten i toppen og samtidig beskærer reguleringen af overførselsindkomsterne, med Venstre og de Konservative – til Johanne Schmidt-Nielsens og Enhedslistens store fortrydelse.

»Regeringen har nu definitivt valgt at melde sig ind i blå blok ... Regeringen har valgt at gå til højrefløjen, og det, mener jeg faktisk, er at pisse på de mange mennesker, som har stemt på en ny regering i den tro, at der skulle gøres op med den ulighedsskabende politik, Lars Løkke (V) og Pia Kjærsgaard (DF) har ført gennem de sidste ti år,« lyder det fra en tydeligt ophidset Schmidt-Nielsen.

Mens det nu berømte udbrud skiller sig ud i styrke, er det samtidig symptomatisk for det dysfunktionelle forhold, der har kendetegnet regeringen og dens parlamentariske grundlag siden folketingsvalget i september 2011.

På kollisionskurs

Flere gange har Enhedslisten og regeringen været på kollisionskurs. Eksempelvis da regeringen og Enhedslisten i efteråret 2012 lavede en finanslov for 2013, som Enhedslisten var så skuffet over, at de valgte at holde et separat pressemøde for at udtrykke deres utilfredshed. Og sidste efterår gentog miseren fra juni 2012 sig, da regeringen igen efter et langt forhandlingsforløb med Enhedslisten valgte at lave en finanslovsaftale med de borgerlige partier, fordi Enhedslisten insisterede på at give ældre ret til to bade om ugen.

I Enhedslisten lyder fortællingen fra flere folketingsmedlemmer om tiden med de afgørende mandater, at man vitterligt er overrasket over den drejning, den socialdemokratisk ledede regering tog efter valget. Og særligt i regeringsgrundlagets formulering om, at »udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand«, finder Enhedslisten nøglen til at forstå, at partiet på ingen måde har haft samme rolle og magt, som Dansk Folkeparti havde under VKO-flertallet.

Et faktum, der betyder, at Enhedslisten har besluttet frem mod et kommende valg at agere mere uafhængigt i forhold til den regering, partiet ufortrødent holder hånden under.

»I den kommende valgkamp vil vi gå til valg med en langt skarpere profil. Ikke som sidste gang, hvor vi var en del af et samlet alternativ til VKO. Når alt kommer til alt, så viser de seneste år, at Enhedslisten har nogle synspunkter, som vi er de eneste i Folketinget, der har. Det må vi gå til valgkamp på at forklare og sige klart: Ønsker I de her ting styrket, så er det kun Enhedslisten, man kan stemme på«, siger tidligere gruppeformand Per Clausen (EL).

Mere økonomisk lighed

Blandt de centrale elementer for Enhedslisten frem mod både forhandlinger om valgperiodens sidste finanslov og en valgkamp er kravene mere økonomisk lighed, mere grøn omstilling, en permanent lempelse af dagpengereformen og skabelsen af flere nye arbejdspladser.

Allerede i efteråret planlægger partiet at skyde gang i en kampagne, der fokuserer på ulighed. Her understreger flere i Enhedslisten, at en af de vigtigste sejre, partiet har fået under Thorning-Schmidt, er afskaffelsen af det, der er blevet kaldt fattigdomsydelserne – starthjælp, kontanthjælpsloft og 225-timers regel. Men Enhedslisten er langtfra tilfreds, fordi regeringen til anden side har lavet en skattereform, en reform af kontanthjælp samt vækstpakker, der alle som én øger den økonomiske ulighed – altså forskelle i indkomster – i Danmark.

Partiet vil derfor nu særligt fokusere på de personer, der som en konsekvens af kontanthjælpsreformen er blevet sat ned i ydelse, ligesom man vil fokusere på økonomien for personer, der er syge eller handicappede, men som ikke får førtidspension i dagens systemer. »Vi vil insistere på at holde regeringen op på det, den selv skriver i regeringsgrundlaget: At den vil bekæmpe ulighed. Så vi vil præsentere en palet af forslag, der kan være med til at mindske uligheden i samfundet«, siger finansordfører Frank Aaen (EL).

Her indgår også kravet om, at den dagpengereform, som Venstre, de Konservative, Dansk Folkeparti og de Radikale aftalte i 2010, bliver lempet. Det har været en af Enhedslistens vigtigste mærkesager i hele valgperioden, og partiet hæfter sig ved, at det i maj 2013 lykkedes at presse regeringen til at lave en aftale om en mildere indfasning af reformen med en midlertidig arbejdsmarkedsydelse til de ledige, der mister retten til dagpenge.

Fagbevægelsen skal være aktiv

Konklusionen i partiet om hele forløbet omkring dagpengereformen er, at det ikke alene for Enhedslistens 12 mandater er muligt at få regeringen til at give Enhedslisten store indrømmelser.

»Hvis vi skal presse regeringen til indrømmelser, så viser erfaringen, at forudsætningen er, at vi kræver det og kæmper aktivt for det, men det er også, at der kommer nogle klare reaktioner fra fagbevægelsen og befolkningens side. Det er kun, når der er åbenlys utilfredshed i befolkningen, at vi ser, regeringen flytter sig,« siger Per Clausen.

Enhedslisten ser det derfor som helt essentielt, at det lykkes partiet at få sat ulighed højt i den brede offentlighed i efteråret, og at fagbevægelsen ikke forholder sig passiv og lader sig spise af med den dagpengekommission, regeringen har bedt komme med forslag til et ny og mere fleksibelt dagpengesystem efter et valg.

Men det er ikke kun kritikken af dagpengereformen, der bliver en genganger ved de kommende finanslovsforhandlinger og eventuelt i en nært forestående valgkamp. Kravet om rettigheder i velfærdsdanmark har Enhedslisten tænkt sig at gentage i en eller anden form over for regeringen.

Det var ellers et krav om, at det skulle lovfæstes, at ældre havde ret til to bade om ugen, der kostede Enhedslisten en aftale om finansloven for 2014.

Men partiet har i egen opfattelse lært af bitter erfaring, at de penge, de får kæmpet hjem i en finanslov, ikke altid går til netop det ude i kommunerne, der var aftalt. Derudover mener Enhedslisten, at kommunerne er så pressede på økonomien, at hvis der ikke fastsættes et acceptabelt niveau for servicen, vil velfærden for særligt børn og ældre langsomt erodere.

Et fornyet krav om rettigheder kommer altså, selv om Enhedslisten er klar over, at de Radikale vil stejle, når staten centralt skal pålægge kommuner at tilbyde visse minimumsydelser.

»Det giver ikke mening, at vi skal opgive rettigheder på forhånd, fordi de Radikale ikke kan lide det. Det er jo ikke reel forhandling, hvis Enhedslisten kun kan få det, som regeringen på forhånd er klar til at give os,« siger Per Clausen.

Selv om Enhedslisten ikke kom igennem med kravet om to bade, endte det alligevel med, at regeringen bragte den ene milliard kroner til de ældre med over i den finanslov, regeringen aftalte med de borgerlige partier. Det gav endnu en nederlagserfaring for Enhedslisten, der dog bidrog til erkendelsen af, at partiets gennemslagskraft i stor stil afhænger af den styrkeposition, partiets mærkesager har uden for Christiansborg og Finansministeriet.

»Vores fokus bliver at styrke vores egen placering og at være med til at understøtte en bevægelse ude i befolkningen for de krav, vi stiller. Det er en forudsætning for at få gennemført Enhedslistens politik,« siger Per Clausen.

Den bedste regering trods alt

Og selv om Enhedslisten føler sig lidt alene med en række dagsordener, glæder partiet sig også over, at det trods alt har lavet en række gode aftaler med regeringen – senest om en grøn fond, men også om bekæmpelse af social dumping.

Så selv om følelsen af skuffelse og afmagt over for SR-regeringen dominerer i Provianthuset, hvor Enhedslisten holder til, er der ikke udsigt til, at partiet vælger at trække tæppet væk under statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Dertil er regeringsalternativet ifølge Enhedslisten alligevel værre.