Enhedslisten vrager Frank Jensens plan for Christiania

Udvikling af Christiania skal ske på fristadens egne præmisser og ikke ved, at overborgmesteren trækker en gennemsnitsløsning ned over hovederne på christianitterne, mener Enhedslisten.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Enhedslisten vender tommelfingeren nedad til forslaget fra Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), om at forny Christiania ved at anlægge nye stier, indgange og bygge almennyttige boliger i fristaden.

»Frank Jensen vil tydeligvis vende tilbage til gammel socialdemokratisk holdning om at normalisere Christiania. Det, synes jeg, er synd. Christiania skal udvikles, men det skal ske på fristadens egne præmisser. Man skal ikke komme med en stor forhammer og gennemtvinge kedelige gennemsnitskøbenhavnske løsninger igennem,« siger Enhedslistens spidskandidat ved kommunalvalget, Morten Kabell.

Frank Jensen foreslår i Berlingske, at fristaden midt i København åbnes mere i forhold til byen, ligesom almennyttige boliger skal bringe nyt blod ind blandt de aldrende ungdomsoprørere.

Enhedslisten er indstillet på, at Christiania skal udvikles, men det skal ske i overensstemmelse med fonden bag Christiania og beboerne.

»Christiania og beboerne er selv interesserede i at være en del af byen og at være åben. Den udvikling skal bare ske på christianitternes egne vilkår,« siger Morten Kabell, der understreger, at han ikke har noget imod almene boliger.

»Almene boliger er den eneste rigtige boligform, som vi skal udvikle i København. Men vi skal også acceptere, at Christiania er noget andet. Overborgmesteren kunne starte med at sætte almene boliger ind i Ørestaden, Nordhavnen og de andre områder, hvor kommunen faktisk er medejer af grundene,« siger Morten Kabell.