Enhedslisten vil have hurtigt svar om jøders sikkerhed

Enhedslisten håber, at regeringen vil svare hurtigt på spørgsmålet om, hvordan man reagerede på OSCE-anbefalingen om at sikre de danske jøder bedre.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter Radio24syv onsdag har kunne fortælle, at de danske myndigheder allerede tilbage i december fik en anbefaling fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) om at sikre de danske jøder bedre, kræver flere partier nu en forklaring fra regeringen.

OSCE anbefalede, at man stillede bevæbnede vagter ved de jødiske institutioner i Danmark, men det er altså uklart, hvordan regeringen reagerede på anbefalingen fra sikkerhedsorganisationen, der kom to måneder før terrorattentatet i København 14.-15. februar.

Og det vil Enhedslisten nu have svar på.

»En regering skal selvfølgelig tage det alvorligt, når en international sikkerhedsorganisation siger, at sikkerheden bør være bedre for den jødiske minoritet. Derfor vil jeg også spørge regeringen til, hvordan man reagerede, da man fik den her henvendelse. Heldigvis stod der faktisk væbnet politi ved synagogen, da det her frygtelige attentat skete,« siger politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen (Ø).

Det var rabbiner Andrew Baker, der var i København i december som udsending på vegne af OSCE. Her talte han om antisemitisme og om bedre beskyttelse af jøder med de danske myndigheder.

»Mine anbefalinger var lige ud ad landevejen: Nemlig at der skulle ydes politibeskyttelse ved de lejligheder, hvor der var behov for det. Det er noget, som jeg tror, er ret proforma i en række lande,« siger Andrew Baker til Radio24syv om sit besøg i København.

Men han tog fra Danmark igen med det indtryk, at det ikke ville ske, og at problemet ikke blev anerkendt.

At de danske jøder føler sig utrygge, bliver imidlertid anerkendt nu - både til højre og venstre i Folketinget.

»Vi ved, at den jødiske minoritet føler sig utrygge og har gjort det i lang tid i Danmark. Vi ved, at der er forældre, der er utrygge ved at sende deres børn i skole i den jødiske skole. Uanset hvad, så ved vi, at der er et problem i Danmark, fordi mange i det jødiske mindretal udtrykker usikkerhed og utryghed, og det skal der gøres noget ved,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Hun understreger også, at ingen rent faktisk ved, hvordan regeringen reagerede på henvendelsen fra OSCE. Og netop derfor håber hun på et hurtigt svar.

»Der går desværre en del uger, før regeringen er forpligtet til at svare. Men vi kan håbe, at de svarer hurtigt,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Regeringen skal komme med en redegørelse for forløbet omkring terrorattentatet i København om cirka tre uger.