Enhedslisten og Alternativet: Fornuftigt at se på kortere skoledage

De længere skoledage, som fulgte med folkeskolereformen, har mødt massiv kritik. Både Enhedslisten og Alternativet mener, at det er nødvendigt at se på muligheden for en kortere skoledag.

Læs mere
Fold sammen

Siden folkeskolereformen trådte i kraft for et år siden, er de lange skoledage blevet mødt af massiv kritik.

Det er derfor fornuftigt, at flere af partierne bag reformen nu vil gøre det nemmere for skolerne at gøre skoledagen kortere, mener Enhedslistens undervisningsordfører, Jakob Sølvhøj (Ø).

»Der, hvor det er det er åbenlyst, at man har begået fejl, skal man da give sig selv mulighed for at rette på det,« siger han, og tilføjer:

»Jeg er stærkt bekymret for, at de lange skoledage kun vil avle mere skoletræthed, og jeg tror ikke på forestillingerne om, at det ville skabe bedre læring i folkeskolen.«

Selv om det kun er et år siden, folkeskolereformen trådte i kraft, ønsker Dansk Folkeparti, SF og de Konservative - som alle var en del af forligskredsen bag reformen - at ændre loven, så det bliver nemmere for folkeskolerne at droppe den såkaldte understøttende undervisning. Det vil gøre skoledagene kortere.

Idéen om den understøttende undervisning, der ligger ud over fagtimerne, var ellers et lyspunkt i reformen i Jakob Sølvhøjs øjne, men han understreger, at det for Enhedslisten er første prioritet at gøre skoledagene kortere.

Også hos Alternativets undervisningsordfører, Carolina Magdalene Maier (Å), har debatten om de lange skoledage gjort indtryk.

»Der har været en massiv kritik blandt andet fra forældrenes side omkring de lange skoledage, og jeg synes, at i lige præcis det her tilfælde skylder vi forældrene at være ydmyge og lytte til deres bekymringer,« siger hun.

For Alternativet er ønsket ikke, at skoledagene absolut skal være kortere. I stedet ønsker man at give folkeskolerne større frihed til selv at bestemme.

»Grundlæggende set ønsker vi at sætte folkeskolerne mere fri, så man i den enkelte skole selv kan regulere, hvordan man vil være folkeskole,« siger Carolina Magdalene Maier.

»Vi har ikke lyst til at lægge et mønster ned over alle folkeskoler. Men muligheden for, at den enkelte skole selv kan vælge at gøre skoledagen kortere, går jeg i høj grad ind for,« siger hun.

Forligskredsen bag folkeskolereformen skal mødes senere på ugen, hvor man blandt andet vil diskutere de lange skoledage.