Enhedslisten: Nye oplysninger bestyrker mistanke om PET

Nye oplysninger i sagen om PETs sletninger af sagsmapper bestyrker mistanken om, at PET har slettet sagsmapper for at dække over egne lovbrud, lyder det fra Enhedslisten.

Enhedslistens mistillid til PET er steget, efter der er kommet nye oplysninger frem i sagen om PETs sletninger af sagsmapper i 1990erne.

Et dokument om reglerne for makulering, der ikke tidligere har været kendt i sin fulde længde, sår nu tvivl om PETs forklaring i forhold til sletningerne, og det bekymrer Enhedslisten.

- Det gør mistanken om, at efterretningstjenesten har slettet oplysninger, fordi de vil skjule egne lovbrud, endnu mere berettiget, altså at de har slettet materiale, fordi registreringerne var ulovlige, og det ville man ikke have frem i lyset, siger Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper.

Det er dagbladet Information, der er kommet i besiddelse af aftalen fra 1965 mellem rigsarkivar Johan Hvidtfeldt og PET i forhold til at bevare sager af historisk værdi. I aftalen er der intet sted nævnt muligheden for at slette historisk vigtige sager, der ikke opfylder gældende principper, som ellers har været PETs forklaring af sletningerne, skriver Information.

Efter oplysningerne om, at PET har slettet sagsmapper på en række prominente danskere, er der blevet indledt en undersøgelse af sletningerne. Hvis ikke, den besvarer de nødvendige spørgsmål, kan der blive behov for en yderligere granskning, lyder det fra Enhedslisten.

- Vi ved ikke, hvad den undersøgelse bringer, men hvis vi, når vi får den, kan se, at der er en masse ubesvarede spørgsmål, så kan det blive nødvendigt at sætte noget større i gang, men jeg synes stadig, det er en god idé at starte med at kigge på det skriftlige materiale, siger Pernille Skipper.

Undersøgelsen skal blandt andet svare på, om det er PET selv, der har gennemført sletningerne, eller om tidligere justitsministre har været inde over beslutningen. Venstre har tidligere sagt, at man mener, at der er »noget at udsætte« på tidligere socialdemokratiske justitsministre i sagen, men Enhedslistens skepsis ligger fortsat i forhold til PET.

- Jeg sår tvivl om PETs forklaring. Jeg er klar over, at justitsministeren har meget stort tillid til PET, men den tillid deler jeg ikke, siger Pernille Skipper.

Ifølge Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, beviser dokumentet, at der er rum for politisk fortolkning i forhold til reglerne.

- Det handler om, hvilken retsgyldighed aftalen har, og her er der åbenbart to forskellige fortolkninger, og det understreger jo behovet for en undersøgelse, men jeg er da ked af, at den ikke er blevet så omfangsrig, som vi godt kunne have tænkt os, siger han.

- Det her viser, at der er et politisk fortolkningsrum, som man som minister kan udfylde, hvis man ønsker det, og det er jo det, vi skal undersøge, hvordan det er udnyttet, siger han.

Undersøgelsen, der blev sat i gang, efter Enhedslisten truede med at sætte regeringen i mindretal, ventes til efteråret.