Enhedslisten: Muslimfejde er lige det Venstre har brug for

Det ikke overraskende, at Venstre spiller udlændingekortet, lyder det fra Enhedslisten efter Inger Støjbergs omdiskuterede kronik.

ARKIVFOTO fra moskeen på Dortheavej i København, som Venstres integrationsordfører inger Støjberg besøgte tidligere på året og nu har skrevet en kronik ud fra, som vækker debat om muslimer i Danmark Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det ikke overraskende, at Venstre spiller udlændingekortet med en kronik i Politiken af partiets integrationsordfører, Inger Støjberg (S).

Det mener gruppeformand for Enhedslisten, Per Clausen (Ø).

»I en situation, hvor der kommer stadig mere fokus på bankernes og olieselskabernes massive støtte til Venstre og Venstres kvittering for denne støtte med løfter om skattelettelser til de samme virksomheder, har Venstre et akut behov for at snakke om noget andet. Her er en rask lille muslimfejde lige det, Venstre har brug for,« siger Per Clausen i en skriftlig kommentar.

»Det er selvfølgelig også mere bekvemt end at diskutere, hvad Venstre i grunden vil, og hvilke konsekvenser Venstres politik vil få for almindelige danskere,« fortsætter Enhedslistens gruppeformand.

Per Clausen håber, at regeringspartiernes politikere og medierne »gennemskuer Venstres spin og fastholder fokus på landets største partis politiske svar - eller mangel på samme«, som han udtrykker det.

I kronikken, der bærer titlen » »Jeg maler gerne profeten på min husmur«, langer Inger Støjberg ud efter de muslimer, der »konstant modarbejder, konstant sætter spørgsmålstegn, er utilfredse, opfordrer til at drage i hellig krig i Syrien, begår æresvold eller -drab, nedgør vore værdier, flag og måde at leve på«.

»Til alle jer; find et andet sted at leve og bo. Ingen holder på jer eller tvinger jer til at blive. Vi har taget imod jer, og nu er det op til jer at udvise den fornødne respekt for vort samfund og de værdier, det bygger på,« skriver hun og understreger, at Danmark er danskernes land.

I kølvandet på »den relevante, men alt for generaliserende kronik« meddeler Socialdemokraterne ved integrationsordfører Jacob Bjerregaard (S), at man er klar til at tage debatten om de muslimer, der ikke anerkender danske værdier.