Enhedslisten: Lad kommunerne gøre arbejdet

Der er ingen økonomisk gevinst for kommunerne ved at udlicitere velfærd, advarer Enhedslisten. Socialdemokraterne accepterer udviklingen, men er skeptisk over private firmaer på kerneområder.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kommunerne er parate til at sætte turbo på udliciteringen, melder dagbladet Børsen, der tirsdag bringer en rundspørge, hvor tre ud af fire borgmestre vil lade private virksomheder overtage endnu flere kommunale opgaver i de kommende år.

Men det er en dårlig ide, mener Enhedslisten, hvor fungerende politisk ordfører Per Clausen (Ø) har svært ved at se fidusen.

»Der er ikke nogen økonomisk gevinst at hente ved udlicitering af velfærdsopgaver, med mindre medarbejderne får dårligere løn- og arbejdsforhold. Udlicitering betyder, at der går ressourcer fra velfærden til kontrol og bureaukrati i kommunerne og profit til de private virksomheder. Derfor afviser Enhedslisten overalt i kommunerne øget udlicitering,« siger han.

Per Clausen så hellere, at kommunerne benyttede sig af deres egne folk.

»I stedet for at bruge flere penge på at organisere udbud og kontrollere om arbejdet bliver udført i overensstemmelse med det aftalte, foreslår Enhedslisten, at kommunerne lægger langt mere ansvar og indflydelse ud til de kommunalt ansatte,« siger han.

Hos Socialdemokraterne er fungerende politisk ordfører Jens Joel (S) mindre bekymret over udsigten til, at private virksomheder vil gøre indhug i de kommunale opgaver.

»Vi mener ikke, at man skal udlicitere for udliciteringens skyld, men det er en naturlig udvikling,« siger Jens Joel.

Han er dog skeptisk over for de private virksomheders evner til at pleje ældre og passe små børn.

»Omsorgsområdet er et lidt sværere område, som det er mere vanskeligt at lade private stå for,« siger S-ordføreren.

Den samme opfattelse synes at være udbredt rundt omkring på landets rådhuse. Her melder et flertal til Børsen, at de er mere tilbageholdning, når det kommer til at udlicitere områder som børnepasning og ældrepleje.