Enhedslisten holder stadig hånden over regeringen

Regeringens støtteparti støtter stadig Helle Thorning-Schmidt og co., selv om det ikke fik lov til at være med i en finanslov for 2014.

Johanne Schmidt Nielsen, EL. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

Enhedslisten har ingen planer om at trække tæppet væk under regeringen, selv om den i 11. time valgte at dreje rundt på en tallerken og lave finanslov med Venstre og de Konservative.

»Hvis du spørger, om vi vil stille et mistillidsvotum til regeringen, så er svaret nej,« sagde politisk ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), kort efter, at Venstre-formand, Lars Løkke Rasmussen (V) og de Konservatives formand, Lars Barfoed (K), tirsdag aften præsenterede en finanslov for 2014.

»Vi har det princip, at vi stemmer for, når vi synes, det er fornuftigt, og vi stemmer imod, når vi synes, det ikke er fornuftigt,« fortsætter Johanne Schmidt-Nielsen.

Hun understreger, at det er helt op til regeringen at vælge, om den vil arbejde sammen med højrefløjen eller Enhedslisten

»Der er et politisk valg, som regeringen hele tiden må træffe og som den så må stå til ansvar for over for vælgerne,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Støttepartiets politiske ordfører mener ikke, at Enhedslisten ville få så meget ud af at pege på Lars Løkke Rasmussen i stedet for statsminister Helle Thorning-Schmidt (S). Tværtimod.

»Hvis jeg troede, vi kunne få en mere solidarisk og en mere grøn politik, hvis vi kunne gøre noget for de mange mennesker, som er blevet ramt så urimeligt hårdt af dagpengeforringelserne, så urimeligt hårdt af de voldsomme forringelser af kontanthjælpen, som er på vej blandt andet for de samboende, hvis jeg troede, man kunne fjerne det ved at udskrive valg, så ville vi gøre det i Enhedslisten. Men sådan tror jeg desværre ikke, det hænger sammen,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.