Enhedslisten har ikke længere tillid til transportminister Benny Engelbrecht (S).
Det siger partiets politiske ordfører Mai Villadsen.
»Vi har lige haft gruppemøde i Enhedslisten, hvor vi har vendt Benny Engelbrechts forklaringer på det samråd vi lige har været i,« siger Villadsen til pressen og fortsætter:
»Konklusionen er klar: Vi har ikke længere tillid til Benny Engelbrecht som transportminister.«
Meldingen kommer, efter at Benny Engelbrecht under to samråd på i alt to timer og 45 minutters varighed har forsøgt at forklare sig over for alle Folketingets partier.
Enhedslisten var i den sidste del af samrådene ikke repræsenteret. I stedet har partiet afholdt et gruppemøde, hvor det har taget stilling til Engelbrechts fremtid. Mai Villadsen oplyser, at hun har orienteret statsminister Mette Frederiksen (S) og Engelbrecht selv om Enhedslistens beslutning.
Sagen handler om, at en række partier, herunder altså særligt Enhedslisten, er vrede over, at Benny Engelbrecht ikke udleverede tal for klimaeffekten i forbindelse med den storstilede infrastrukturaftale, som blev indgået i juni sidste år. Tallene centrerede sig om CO2-udledningen ved anlægsfasen af en række byggeprojekter.
Men for nylig kunne nichemedierne Ingeniøren og MobilityWatch afsløre, at Transportministeriet lå inde med tallene, men udleveret blev de altså ikke. Udledningen for 36 ud af de 48 projekter, der indgik i aftalen, ville øge udledningen med 1,64 mio. ton CO2.
Siden har der været et hårdt politisk pres på Benny Engelbrecht, der er under beskyldning for at vildlede Folketinget og bryde ministeransvarlighedsloven.
»Det er vores helt klare vurdering, at ministeren har tilbageholdt afgørende klimatal og dermed vildledt Folketinget,« siger Mai Villadsen.
Spørgsmålet er nu, hvad de øvrige partier – herunder særligt i blå blok – siger.
Efter samrådet lød det fra Venstre:
»Hvis regeringens støttepartier ikke vil støtte regeringen, så vil vi heller ikke,« sagde transportordfører Kristian Pihl Lorentzen (V) til pressen efter samrådet.
Engelbrecht: Vi tager den derfra
Benny Engelbrecht blev umiddelbart efter samrådets afslutning spurgt til, hvordan han forholder sig til, at et af støttepartierne muligvis ville trække støtten:
»Hvad regeringens støttepartier må beslutte, er op til regeringens støttepartier. Det er Folketingets beslutning, hvordan man håndterer det her,« lød det.
Adspurgt til, hvad han selv ville gøre, hvis Enhedslisten trækker støtten, svarede han, at »så tager vi den derfra«.
Benny Engelbrecht lagde under de førnævnte samråd vægt på, at det var en »faglig beslutning« fra embedsmændene i Transportministeriet, at tallene ikke blev udleveret.
»Det var ikke en politisk beslutning. Beslutningen om at tage tallene ud blev ikke forelagt mig. Men det er klart, at jeg selvfølgelig var orienteret om det,« sagde han.
Benny Engelbrechts argument lød, at tallene var usikre og ukonsoliderede.
»Den faglige vurdering var, at der ikke var tilstrækkelig sikkerhed for, at tallene var retvisende nok til at lægge til grund for beslutninger om projekter i en aftale.«
Den forklaringen var dog for flere partier langt fra tilfredsstillende, fordi tallene ifølge dem blot kunne være overleveret med forbehold for usikkerheden.