Engell om »utrolig følsom debat«: »Man kan være helt sikker på at blive rasende uvenner med mange«

Omskæringer af drengebørn er en ømtålelig debat, og på Christiansborg forsøger politikerne at finde deres ben, mens flere har søgt flyverskjul for medierne. Debatten er da også en meget sjælden politisk cocktail af følsomme ingredienser, mener politisk kommentator Hans Engell.

Der er ikke mere at gøre, lyder det fra anæstesilæge Joachim Hoffmann-Petersen. Den sidste kritik af rituelle omskæringer er nu sendt til Styrelsen for Patientsikkerhed. Ronen Zvulun/Reuters/Ritzau Scanpix

Billeder af politikere på Christiansborg, der ryster på hovedet, søger ly bag en lukket dør eller instinktivt fremmaner et »ingen kommentar« er fremherskende i disse dage.

I hvert fald når det kommer til debatten om omskæring af drengebørn, hvor en klar holdning indtil nu har været en mangelvare hos flere partier – og særligt hos Socialdemokratiet og Venstre.