Engell: Kamp om regeringsmagt kan ende med EU-kompromis

DF vil have EU-indflydelse. Løkke kan blive nødt til at give sig, mener politisk kommentator Hans Engell.

Foto: Keld Navntoft. DF vil have EU-indflydelse. Løkke kan blive nødt til at give sig, mener politisk kommentator Hans Engell.
Læs mere
Fold sammen

Kampen om statsministerposten kan ende med et kompromis mellem DF og Venstre, når det kommer til en af de største knaster mellem partierne: Danmarks medlemskab i EU.

Det mener politisk kommentator Hans Engell.

»Jeg tror, at Venstre vil gå efter regeringsmagten for enhver pris. De vil selvfølgelig ikke gå med til, at Danmark skal melde sig ud af EU, men de vil gå mange kompromisers vej for at kunne bevare regeringsmagten,« siger Hans Engell.

Mens Venstre, ifølge Engell, bevæger sig i en mere EU-positiv retning, står Dansk Folkeparti for en EU-kritisk linje.

Og det lægger op til en politisk armlægning mellem partierne ved det kommende valg senest i juni 2019, mener Hans Engell.

At fronterne er trukket skarpt op mellem partierne vidner DF-formand Kristian Thulesen Dahls seneste EU-udmelding om.

I et interview med Berlingske i forbindelse med DF's sommergruppemøde kræver Thulesen Dahl mere medbestemmelse, hvis Venstre og DF skal i regering sammen.

»Den udmelding, som Thulesen Dahl er kommet med, vil gøre en kommende regeringsdannelse mellem partierne meget besværligt. EU bliver et svært tema,« siger han.

Blandt andet ønsker DF, at det skrives ind i regeringsgrundlaget, at Danmarks EU-politik hviler på de fire danske EU-forbehold.

Dermed forstået, at de ikke kan sendes til folkeafstemning. Derudover ønsker DF en afstemning om det danske EU-medlemskab, når det britiske EU-exit er faldet på plads.

Nogle af DF's krav bliver Løkke nødt til at gå med til, hvis han vil beholde regeringsmagten, mener Engell.

»Hvis de skal nå frem til et kompromis, kan man forestille sig, at man aftalte, at der i en regeringsperiode ikke vil komme nogen afstemninger om de danske forbehold. Det ville Venstre nok kunne leve med,« siger Hans Engell.

På trods af en skarp retorik, er Thulesen Dahl heller ikke selv lukket for at indgå et kompromis med Venstre, lyder det.

»I retorikken virker Thulesen Dahls melding i dag meget stram, men når man går ned i detaljen, så giver han nogle åbninger, som ikke lukker fuldstændig af for, at DF og Venstre kan finde en løsning,« siger han og hæfter sig ved, at Thulesen ikke forlanger et dansk EU-farvel.

/ritzau/