Engell: DF ydmyger Løkke om politiskole

Regeringen har håndteret politiskolen amatøragtigt og ydmyges, mener politisk kommentator Hans Engell.

Foto: Morten Melhede

Regeringen står helt afklædt og ydmyget, fordi politiskolen flyttes til anden by end Herning af Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Dermed bortfalder et af få konkrete løfter i regeringsgrundlagets 86 sider.

Det mener politisk kommentator Hans Engell, efter justitsminister Søren Pape Poulsen (K) mandag opgav at kæmpe imod efter et kort møde med retsordførerne Trine Bramsen (S) og Peter Kofod Poulsen (DF).

- Det er en meget stor ydmygelse for Lars Løkke. Efter meget lange og tragikomiske forhandlinger er det landet på, at det bliver i eksisterende bygninger og ikke i Herning, siger Hans Engell.

Sagen rammer statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) renommé som habil politisk håndværker. Han har ikke slået søm i politiskolen, som burde være en vindersag, mener den politiske kommentator.

- Sagen har fra starten været fuldstændig fejlhåndteret. Først laver man et politiforlig, hvor man beslutter sig for en politiskole, men ikke om placeringen. Så indgår det i finansloven, siger Hans Engell.

- Midt i forløbet meddeler den daværende justitsminister, at skolen placeres i Herning. Siden står det endnu mere præcist i regeringsgrundlaget.

Regeringen har ikke placeret politiskolen, men lagt sig ud med mange jyske borgmestre med egnede bygninger. Samtidig har man provokeret Dansk Folkeparti, påpeger Hans Engell.

- Løkke skal passe meget på, at hans regering ikke bliver et hold ministre, der bare sidder og forvalter og administrerer dét, som et flertal udenom regeringen kan blive enige om, mener Hans Engell.

Dansk Folkeparti har vist, at partiet bringer regeringen i mindretal, hvis de ikke tages seriøst, påpeger han.

- Regeringen betaler prisen for, at DF mener, at de er blevet arrogant behandlet, siger Hans Engell.

/ritzau/