Endnu en topfigur forlader Liberal Alliance: »Elastikken holdt ikke længere«

Tidligere minister Simon Emil Ammitzbøll-Bille forlader også Liberal Alliance efter katastrofevalg. »Vi har ikke været enige i folketingsgruppen,« skriver han på Facebook. Udmeldelsen sker kort efter LAs tidligere politiske ordførers afgang.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille har meldt sig ud af Liberal Alliance. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

En af Liberal Alliances absolutte frontfigurer og tidligere minister, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, melder sig ud af partiet, som han selv har været en del af ledelsen af siden 2009.

Det meddeler han på Facebook.

»Efter det store valgnederlag i juni har vi naturligt nok forsøgt at genopfinde partiet, men det er blevet tydeligt for mig, at vi ikke har været enige om en ny vej frem. Elastikken holdt ikke længere så at sige,« skriver han.

Udmeldingen – og udmeldelsen – kommer blot to døgn efter, at den tidligere politiske ordfører, Christina Egelund, søndag meddelte, at hun forlader partiet. Allerede kort efter katastrofevalget i juni meddelte Anders Samuelsen, at han trådte tilbage som politisk leder af LA.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille fortsætter indtil videre som løsgænger i Folketinget.

Han lægger ikke skjul på, at det har været svært at finde fodslag i den nye folketingsgruppe, der ud over Ammitzbøll-Bille selv i dag består af politisk leder Alex Vanopslagh, Ole Birk Olesen samt Henrik Dahl.

»Mit ønske har været, at vi skulle stille os frem som et moderne, positivt, liberalt parti, der fortsat kæmper for personlig og økonomisk frihed, men som tydeligere forstår værdien af forpligtende internationalt samarbejde, som i udlændingepolitikken har fokus på fairness og retssikkerhed, og som tager klimaforandringene alvorligt. At vi så at sige skulle være Jakob Ellemanns bedste ven, hver gang han måtte blive uenig med Inger Støjberg,« skriver Simon Emil Ammitzbøll-Bille videre i opslaget:

»Vi har ikke været enige i folketingsgruppen, og det er jo helt fair. Det er politik. Og derfor slutter mit medlemsskab af LA efter mere end 10 år her. Men derfor kan vi jo være lige gode venner alligevel.«

Dysfunktionel

Stemningen i den decimerede folketingsgruppe er af flere kilder blevet omtalt som »dårlig« og »dysfunktionel«.

Og da Christina Egelund meddelte sin afgang med begrundelse i en ny, ændret politisk kurs, sagde tidligere LA-folketingsmedlem, Joachim B. Olsen, eksempelvis til Politiken, at det nok snarere handlede om bristede forhåbninger om at blive partiets landsformand.

Også i forhold til Simon Emil Ammitzbøll-Billes afgang spekuleres der fra flere kilder i, at bruddet snarere handler om, at Ammitzbøll-Bille ikke blev partiets politiske leder efter Anders Samuelsen.

TV 2 kom tirsdag i besiddelse af et brev, der var sendt fra hovedbestyrelsen i Liberal Alliance til partiets ledelse på Christiansborg,

I brevet langer et flertal i hovedbestyrelsen kraftigt ud efter Simon Emil Ammitzbøll-Bille og opfordrer ham til at indordne sig under den nye ledelse eller melde sig ud »i stedet for at positionere sig yderligere på Liberal Alliances bekostning.«

»Det er vores betragtning, at hvis en af ovenstående opfordringer ikke bliver fulgt af Simon Emil, så vil det undergrave genopbygningsarbejdet i en sådan grad, at vi føler os nødsaget til at indkalde til et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde, hvor Simon Emils engagement i Liberal Alliance vil være det eneste punkt på dagsordenen,« hedder det i brevet, som TV 2 er i besiddelse af.

I sit Facebook-opslag stiller Simon Emil Ammitzbøll-Bille spørgsmålet om, hvorfor han ikke bliver i partiet og kæmper for sin sag. Han leverer selv svaret på sit spørgsmål:

»Smag lige på begrebet »at kæmpe«. Det smager af slåskamp eller krig, og fløjkrige er aldrig gode for politiske partier. Man skal bare tænke tilbage på »borgerkrigene« i Fremskridtspartiet, i de konservative i 90’erne eller i SF op til regeringskollapset i 2014 for at huske, hvor opslidende og ufrugtbart den slags er,« skriver han.

LA-leder: Ærgerligt

Efter længere tids debat om topskat indtrådte Liberal Alliance i 2016 i VLAK-regeringen. Mens partiet sad i regering, havde medlemmerne flere store interne slagsmål om regeringens linje, for langtfra alle i partiet mente, at et liberalt parti skulle støtte forslag om at indskrænke frihedsrettighederne, indføre mere overvågning eller tillade et burkaforbud.

Folketingsvalget i juni var en katastrofe for Liberal Alliance. Partiet gik mere end fem procentpoint tilbage og mistede ni mandater, og resultatet betød, at flere prominente medlemmer, herunder partiets daværende leder og grundlægger, Anders Samuelsen, ikke kom ind.

Heller ikke partiets finansordfører, Joachim B. Olsen, eller den politiske ordfører, Christina Egelund, fik stemmer nok til fire år mere i Folketinget. Og søndag annoncerede Christina Egelund altså så, at hun havde meldt sig ud af Liberal Alliance.

Flere kilder oplyser til Berlingske, at Simon Emil Ammitzbøll-Bille selv ønskede at overtage formandsposten, da Anders Samuelsen trak sig. Men at han hurtigt indså, at der var flertal i folketingsgruppen for at lade 27-årige Alex Vanopslagh overtage tøjlerne.

Det var en »ærgerlig« Alex Vanopslagh, der tirsdag aften mødte pressen foran Folketingssalen. Han havde håbet, at Ammitzbøll-Bille ville være med til at »genrejse projektet.«

»Jeg kan forstå, at han mener, at de politiske uenigheder er for store. Det har jeg personligt svært ved at se. Sevfølgelig er der nogle diskussioner i partiet, men de er ikke større, end vi burde kunne få enderne til at mødes og få skabt en stærk liberal platform frem mod næste folketingsvalg,« sagde han.

Alex Vanopslagh fortalte, at han »er ærgerlig, men respekterer« beslutningen.

Herefter handler det om at kigge fremad, gjorde LA-lederen det klart.

»Missionen er den samme, om vi er tre, fire eller fem mand. Vi skal have klar liberal politik på hylderne og skabe en stærk platform frem til næste valg. Vi har lige fået overstået et folketingsvalg, hvor det andet såkaldte liberale parti i Danmark (Venstre, red.) gik til valg på samme politik som Socialdemokratiet bare uden skattestigninger, og for mig understreger det behovet for, at der altid er et liberalt parti i Danmark,« sagde Alex Vanopslagh.