En skjult optagelse af Peter Hummelgaard blotlægger ny strid mellem politikere og medier: »Det er enormt grænseoverskridende«

Politikere harcelerer over, at B.T. har filmet justitsministeren med skjult kamera, mens han afleverede sine børn. Nu skal en grænse trækkes, men samtidig beskyldes politikerne for at gå til modangreb på pressen alene for at dække over egne møgsager.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) kalder B.T.s metode for »udansk« og »et nyt lavpunkt for dansk presse«. Mediets chefredaktør mener, at Hummelgaards angreb på pressen alene er et forsøg på at fjerne fokus fra hans gentagne lovovertrædelser. Henning Bagger/Ritzau Scanpix (arkiv)

Søs Marie Serup kunne ikke lade være at blande sig.

»Jeg bliver en lille smule træt af, hvor effektivt det er, når politikerne skubber familie og børn foran sig og får det til at handle om det og overvågning, frem for at landets justitsminister har begået lovovertrædelser gentagne gange.«