En sen torsdag aften blev han ringet op af Finansministeriet med en omfattende opgave: »Jeg har aldrig før været så usikker«

Økonomiprofessor Torben M. Andersen ryddede sin kalender fuldkommen, da han pludselig fik en hasteopgave af regeringen og partierne på Christiansborg. Sammen med to kolleger skulle han på bare fem døgn – og på et meget usikkert grundlag – forfatte en rapport, som politikerne skulle bruge som grundlag for at træffe en række vidtgående beslutninger om genåbningen af Danmark. Han sagde ja på stedet. Derfor er han valgt af Berlingske som et forbillede. Læs Torben M. Andersens historie her.

Torben M. Andersen var netop kørt op til sit sommerhus, da han fik en opringning fra Finansministeriets departementschef. Han havde en opgave til den erfarne økonomiprofessor fra regeringen og politikerne på Christiansborg. »Vi skulle arbejde hurtigt. Det lå ligesom i luften. Jeg var godt klar over, at det var en hastesag,« fortæller Torben M. Andersen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

»Det var midt på aftenen, klokken var vist omkring 21, da min telefon ringede fra et nummer, jeg ikke kendte.

Det var Finansministeriets departementschef, Peter Mørch.

Han gjorde det med det samme klart, hvorfor han ringede. Regeringen og partierne på Christiansborg ville have mig til at stå i spidsen for en ekspertgruppe, der skulle rådgive dem om de samfundsøkonomiske konsekvenser af en genåbning af Danmark.

Jeg sagde ja på stedet.

Det var i begyndelsen af maj, samfundet havde været lukket ned i knap to måneder, og alle var begyndt at diskutere, hvad der skulle åbnes igen og hvornår. Og hvilke konsekvenser det ville have. Både sundhedsmæssigt og økonomisk.

Det var nu vores opgave at klæde politikerne på til at træffe beslutningerne.

Torben M. Andersen var med det samme klar over, at han og de to andre økonomer i ekspertgruppen skulle arbejde under et massivt tidspres. »Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne begynde at pippe om, at vi gerne ville have fire uger. Det var der slet ikke tid til. Vi fik fem døgn.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Vi skulle være tre økonomer i gruppen. Og vi skulle arbejde hurtigt. Det lå ligesom i luften. Jeg var godt klar over, at det var en hastesag.

Det første, jeg spurgte om, var, hvornår vi skulle aflevere vores anbefalinger. Og dernæst om vi ville få lov til at trække på ministeriernes embedsværk. Ellers ville det være fuldstændig umuligt at nå det. Det fik vi lov til.

Det her var torsdag aften. Vi skulle aflevere vores rapport om tirsdagen. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne begynde at pippe om, at vi gerne ville have fire uger. Det var der slet ikke tid til. Vi fik fem døgn.

Vi endte faktisk med at bede om lov til at aflevere onsdag ved middagstid i stedet. Det er altid godt at have den sidste nat med. Man kan nå utroligt meget, når der er ild i en sag.

Når man får sådan en opgave, rydder man bare kalenderen. Fuldkommen.

Det var Michael Svarer, Philipp Schröder og jeg, der skulle sidde i gruppen. Vi er alle tre Aarhus-folk, Michael har kontor to døre fra mit på Aarhus Universitet, og Philipp sidder nærmest lige nedenunder.

Men det var sådan set ligegyldigt, for vi var sendt hjem og kunne kun mødes virtuelt.

Det var til gengæld en stor fordel, at vi var tre, der kendte hinanden. For det var lige på og hårdt.

Der var en forfærdeligt masse ringeri torsdag aften, og tidligt fredag morgen tog vi tre en snak. Ved middagstid havde vi det første officielle ekspertgruppemøde med folkene fra ministerierne. Og så kørte det.

Som at køre bil i meget tæt tåge

Jeg sagde ja til opgaven af to årsager. Det var en borgerpligt, som det var naturligt for mig at tage på mig. Og så syntes jeg samtidig, at det var en enormt spændende faglig udfordring.

Jeg har aldrig før været så usikker.

Jeg har siddet i flere ekspertgrupper og kommissioner, men den her gang rystede jeg engang imellem lidt på hænderne, for jeg var bragt ud af min faglige comfort zone.

Normalt ville sådan nogen som mig svare, når vi blev spurgt om et eller andet nyt fagligt problem: »Kan jeg få et til to år, før jeg svarer, så jeg kan gøre det grundigt?«. Det ville jo være fuldstændig ubrugeligt her.

Så jeg var enormt fagligt udfordret. Både fordi det skulle gå hurtigt, og fordi det handlede om noget, jeg ikke bare lige kunne hive ned fra hylden. Det var en fuldkommen ny situation sundhedsmæssigt og økonomisk. Vi havde intet erfaringsgrundlag.

Vi måtte dybest set improvisere. Det er spændende, men man skal også være meget ydmyg over for det.

Det er lidt som at køre i bil i meget tæt tåge på en vej, du aldrig har været ude af før. Og så må man håbe, at noget af den erfaring, man kan bringe med fra andre sammenhænge, trods alt gør, at man er en relativt erfaren chauffør.

I min karriere har jeg været drevet af to ting. Det akademiske – forskning, undervisning og det analytiske – er utroligt spændende. Men jeg synes, at det er lige så spændende og vigtigt at se, at det kan føres over i noget konkret og brugbart. Derfor er jeg også drevet af at få lov til at rådgive politikerne.

Når man er i det rum, hvor der sidder nogen og skal træffe beslutninger, som får betydning for os alle sammen, kan man ikke bare have den polerede, akademiske hat på. Så skal man være med til at forbedre politikernes informationsgrundlag, så de bedre forstår, hvad der sker om ørerne på os, og så de forhåbentlig træffer nogle lidt bedre beslutninger, end de ellers ville have gjort.

Den vekselvirkning, den symbiose, har altid været min drivkraft.

Torben M. Andersen har i mere end 30 år været professor på Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet. Michael Svarer har kontor to døre længere henne ad gangen på den gamle handelshøjskole, hvor instituttet har til huse. Og Philipp Schröders kontor ligger nærmest lige nedenunder Torben M. Andersens. Men de tre økonomer, der til daglig er kolleger, kunne kun mødes virtuelt, mens de arbejdede på rapporten til politikerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Skyggen bag computeren

Jeg sad i mit sommerhus i de første døgn. Det ligger i Nordjylland tæt på Råbjerg Mile. Min hustru og jeg var lige kørt derop, da jeg fik opkaldet fra Peter Mørch.

Hun så ikke meget til mig. Hun så nok bare skyggen bag computeren.

En sen aften endte vi dog med at drøne tilbage til Aarhus. Vi har rimelig godt internet oppe i sommerhuset, men vi skulle fremlægge vores rapport for statsministeren og alle partilederne på et virtuelt møde onsdag aften, og så ville jeg gerne være helt sikker på, at forbindelsen holdt. Det ville ikke være super tjekket lige at hoppe af i sådan en situation.

Michael, Philipp og jeg holdt mange virtuelle møder undervejs. Også med Martin Ulrik Jensen, der er afdelingschef i Finansministeriet og var leder af det sekretariat, der blev oprettet til os.

Alle de gode folk fra ministerierne, der sad i sekretariatet, producerede løbende udkast til rapporten, og så læste vi og kommenterede og sendte dem frem og tilbage.

Jeg drikker rigeligt med kaffe under normale omstændigheder, men jeg fik skruet yderligere op for forbruget, mens vi sad der og regnede, skrev og kommenterede i én uendelighed.

En tillidserklæring

Vi skulle både afveje de samfundsøkonomiske og sundhedsmæssige konsekvenser af genåbningen – og dermed også i forhold til velfærd og velstand.

Tag et eksempel som nedlukningen af skoler og uddannelsesinstitutioner:

Den umiddelbare, synlige, økonomiske effekt er ikke særligt stor. Eleverne og de studerende bliver sendt hjem, de får virtuel undervisning, og lærerne og underviserne får stadig løn.

Men den langsigtede, økonomiske effekt kan jo være stor. Hvad nu hvis der er nogle generationer, som får en skæv indgang til uddannelsessystemet? Hvad vil det betyde for deres tilgang til arbejdsmarkedet? Og hvad betyder nedlukningen for svage børn og unge – for deres indlæring og mentale velbefindende?

Sådanne aspekter skulle vi også inddrage.

Det var ministeriefolkene, der sad længst oppe den sidste nat. Vi aftalte, at der skulle ligge et færdigt udkast, når vi stod op onsdag morgen. Det var sidste chance for at tjekke, at alt var, som det skulle være.

»Det er lidt som at køre i bil i meget tæt tåge på en vej, du aldrig har været ude af før. Og så må man håbe, at noget af den erfaring, man kan bringe med fra andre sammenhænge, trods alt gør, at man er en relativt erfaren chauffør,« fortæller Torben M. Andersen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Rapporten blev 65 sider lang, og det føltes mærkeligt at sætte det sidste punktum. Jeg havde det sådan: »Hvad nu?«. Og jeg tænkte med det samme på alle de ting, vi kunne have gjort anderledes.

Så er vi tilbage til det med at køre bil i tåge. Vi var enormt udfordrede på det faglige, og der var mange ting, vi gerne ville have haft mere viden om. Men jeg er tilfreds med udkommet givet betingelserne.

Og der var en meget stor spørge- og diskussionslyst, da vi præsenterede rapporten for statsministeren og partilederne.

Det var en tillidserklæring at blive sat til det, og jeg er glad og stolt over den tillid. Andre må jo bedømme vores arbejde, men jeg synes, vi fik lavet noget, der var brugbart.«

LÆS MERE