Der tegner sig nu et flertal i Folketinget for at rejse en rigsretssag mod tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V). Det står klar, efter at Socialdemokratiet og flertallet i Venstre torsdag har tilkendegivet, at de vil stemme for en rigsret i folketingssalen.

Det er en stor sejr for retsstaten, at et flertal i Folketinget støtter op om, at loven også gælder for ministre, lyder det fra Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund.

»Den her sag har været lang tid undervejs, og Enhedslisten har fulgt sagen siden 2016, hvor vi havde Inger Støjberg i flere samråd om sagen, og der er formuleret over 200 spørgsmål. Senere har Ombudsmanden kritiseret Inger Støjberg, Instrukskommissionen har vurderet, at Inger Støjberg har brudt loven, og de uvildige advokater, som Enhedslisten anbefalede Folketinget at hyre til at gennemgå kommissionsrapporten mener også, der er grundlag for en rigsret. Nu skal domstolene tage stilling til, om hun kan dømmes ved rigsretten« siger Rosa Lund.

»Jeg er meget tilfreds med, at et bredt flertal i Folketinget nu kan se, at loven også gælder for ministre. Sagen handler ikke om, at man er rød eller blå, men om hvilke partier der bakker op om retsstaten. Landets love gælder for alle, og ministre har en særlig forpligtelse til at overholde dem. Og jeg synes, det er godt, at de partier, der dengang holdt hånden under Inger Støjberg, nu kan se, at det ikke er var i orden, at hun brød loven,« siger Rosa Lund.

»Instrukskommissionen har vurderet, at Inger Støjberg har overtrådt ministeransvarlighedsloven, fordi hun instruerede sit ministerium i at træffe afgørelser i strid med reglerne, og hun har gentagne gange givet oplysninger til Folketinget, selvom hun vidste, at den information, hun videregav, var forkert. Det går selvfølgelig ikke i et retssamfund.« understreger retsordføreren.

Også de Radikale glæder sig over, at sagen nu kommer for en rigsret.

Den radikale retsordfører, Kristian Hegaard, skriver, at dagens beslutning er den eneste rigtige, hvis »tilliden til retsstat og politikere skal genopbygges.«

»Vi skal huske den her beslutning«

Dansk Folkeparti er skuffet over, at det nu står klart, at der vil blive ført en rigsretssag mod Inger Støjberg. Partiets retsordfører, Peter Skaarup, skriver på Twitter, at dagens beslutning skal huskes i forhold til minksagen, hvor Mette Frederiksen er under beskydning for at give en ulovlig ordre om at aflive samtlige danske mink.

»Regeringen, Socialdemokratiet og Mette Frederiksen vil ikke arbejde for Danmark. Med den her beslutning bekender de kulør på udlændingepolitikken og baner vejen for, at ældre mænd kan gifte sig med mindreårige piger. Vi skal huske den her beslutning, når Mette skal stå skoleret for at have smadret hele minkerhvervet ulovligt. Socialdemokraternes beslutning om at sende Støjberg for en Rigsretssag placerer dem definitivt på den forkerte side i udlændingepolitikken. De sætter konventionerne over dansk ret og god moral!« skriver Peter Skaarup.

Hos Nye Borgerlige støtter man ikke en rigsretssag mod Inger Støjberg.

»Vi har fra begyndelsen sagt, at det her er en sag, der på ingen måde kan bære en rigsretssag. I kommissionsrapporten er der ting, som taler til Ingers fordel. Kommissionsrapporten siger ret entydigt, at der ikke er nogen vidner, der er blevet beordret til at gøre noget ulovligt,« siger Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund.

Hun hæfter sig ved, at Instrukskommissionen endnu ikke har offentliggjort sit arbejde i forhold til embedsmændenes rolle i sagen.

»Det er langtfra overbevisende nok, når embedsmændenes rolle i sagen endnu ikke er belyst. For det første skal man vurdere, om sagen er af et omfang, som kan bære en rigsret, for det andet er jeg ikke overbevist om, at det her vil føre til en dom,« siger Pernille Vermund.

Allerede i går oplyste Venstres tidligere formand og forhenværende statsminister, nu løsgænger, Lars Løkke Rasmussen, at han ikke vil stemme for en rigsretssag mod Inger Støjberg.

»En rigsretssag kommer efter min ringe mening til at sætte den fremtidige barre for at føre den slags sager alt for lavt,« skrev han blandt andet på sin hjemmeside.