En kvart milliard skal give supercykelstier i hele landet

Busserne skal kunne komme hurtigere frem, cyklisterne skal kunne drøne gennem byen på supercykelstier, og så får Kalundborg en helt ny togstation i en ny trafikaftale.

Der er afsat penge til flere supercykelstier. Her én på Frederiksberg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dennis Lehmann

Danskerne kan se frem til supercykelstier, bedre kollektiv trafik i yderområderne og hurtigere busser i de større byer for 253 millioner kroner.

Det er det beløb, regeringen sammen med Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti har udmøntet til en lang række trafikprojekter i hele landet.

»Det er en kvart milliard kroner, der går målrettet til konkrete projekter. Det handler om flere supercykelstier, mere sikker cykelparkering og en pulje, der går til forbedret kollektiv trafik - også uden for de store byer, hvor der virkelig er behov for det efter mange nedskæringer,« siger transportminister Magnus Heunicke (S) og uddyber:

»Vi kommer hele Danmark rundt og bruger en kvart milliard kroner på det - og det er der også behov for, hvis vi skal styrke både cyklismen og den kollektive trafik.«

Millionerne kommer fra puljen på en milliard kroner, som regeringen afsatte, da man droppede betalingsringen omkring København.

Selv om både Enhedslisten og SF krævede en betalingsring om hovedstaden, er de to støttepartier tilfredse med, at der »som det næstbedste« afsættes penge til cyklister og kollektiv trafik i hele landet.

»Som SFer vil jeg sætte en tyk, fed streg under, at det er en rigtig god aftale,« siger landdistriktsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

Magnus Heunicke understreger, at det også vil lette trængslen i København og de øvrige store byer, hvis flere vælger cykel, bus eller tog frem for bilen.

»Supercykelstier har haft enormt positiv effekt for at få flere folk på cyklen. Der bliver lavet pendlerruter i København, en rute over Esbjerg jernbane og et tilskud til en supercykelsti i Aalborg,« siger han.

Partierne bag aftalen har også afsat penge til et nyt togstop i Kalundborg Øst, hvor der ligger en række store fabriksvirksomheder, ligesom buslinjen 6A i København fremover vil komme hurtigere gennem byen, når den får fortrinsret på en række trafikerede strækninger.

Som det eneste parti fra blå blok er Dansk Folkeparti med i forligskredsen, og transportordfører Kim Christiansen (DF) forsikrer, at partiet vil stå ved forliget efter et eventuelt regeringsskifte.

»Vi er glade for at kunne være med til en gang om året at kunne sprede glæde rundt omkring i landet og fremme gode projekter. Man skal regne med, at det langt hen ad vejen er medfinansiering til kommunale projekter, så det har en dobbelt effekt. Når vi putter 253 millioner kroner i, kommer der et tilsvarende beløb fra kommunerne selv,« siger han.

De projekter, der er blevet bevilliget penge til, er blevet indsendt af kommuner, regioner og trafikselskaber. Udvælgelsen sker på baggrund af indstillinger fra Vejdirektoratet og Trafikstyrelsen.