En gammel målsætning for det danske forsvar vil slå hul i statskassen: »Der er ikke penge nok«

Diskussion om, hvorvidt Danmark skal øge sine forsvarsudgifter til op mod to procent af BNP, som man aftalte med NATO i 2014, er igen blusset op. Men nye tal viser, at Danmark langt fra har penge nok. Socialdemokratiet siger, det er for tidligt at sige, hvordan det kommende forsvarsforlig skal se ud og finansieres.

Nye tal viser, at det vil koste 18 milliarder kroner at hæve forsvarsudgifterne til to procent af BNP i 2030. Arkivfoto. Celina Dahl

Ruslands invasion af Ukraine har genstartet debatten om, hvorvidt Danmark skal opruste militært, så vi kan bistå NATO og forsvare vores egne grænser, hvis det utænkelige skulle ske.

Men skal Danmark op på de to procent af bruttonationalproduktet (BNP) på forsvarsbudgettet, som vi i 2014 aftalte at arbejde hen imod på topmødet i Wales, vil det kræve mange penge.