Én for én gav DFerne deres støtte til dømt Inger Støjberg – men Morten Messerschmidt vil lige sove på det

Med Rigsrettens hårde dom over Inger Støjberg vurderes Morten Messerschmidt at være rykket et skridt nærmere formandsposten i Dansk Folkeparti. Men magtkampen ulmer, og Støjberg spøger fortsat.

Gennem flere måneder har adskillige medlemmer af Dansk Folkeparti åbent ytret et ønske om Inger Støjberg som ny partiformand. Det ændrer Rigsrettens hårde dom mod hende tilsyneladende ikke på. Men formandskandidat Morten Messerschmidt er pludselig blevet mere tøvende. Mads Claus Rasmussen

Det var en tydelig berørt Pia Kjærsgaard, der mandag eftermiddag forlod Rigsrettens lokaler i Eigtveds Pakhus på Christianshavn.

»Jeg er rystet. Det er jeg virkelig,« erklærede hun som det første, da hun trådte ud på brostenene foran den ikoniske bygning på Asiatisk Plads, mens hun skuttede sig i den kølige decemberregn i sin korte, sorte pelsfrakke.