Torsdag eftermiddag 17.40 dukkede en e-mail fra Statsministeriet op i indbakken hos Folketingets partiledere, der udstiller det dilemma, landets folkevalgte står i netop nu.
Forud for aftenens forhandlinger om en yderligere genåbning af Danmark lå der på den ene side en 16 sider lang ekspertrapport fra Statens Serum Institut (SSI), der med forskellige grafer viser, at en stor åbning af Danmark med cafeer, restauranter, storcentre og efterskoler vil være mulig, uden at sundhedsvæsenet er i nærheden af at bryde sammen – hvis bare danskerne holder nogenlunde samme afstand som i dag.