Emma Gad for partiafhoppere

Den spritnye socialdemokrat Ole Sohn har i dag sat partifællers sind i kog med et debatindlæg om bl.a. lavere lønstigninger. Berlingske har set nærmere på de »uskrevne regler« for, hvordan politikere bedst håndterer et partiskifte.

Astrid Krag og Ida Auken, her ved SFs landsmøde i 2012, hvor Astrid Krag blev slået af Annette Vilhelmsen, er begge fortid i SF, efter de er skiftet til henholdsvis Socialdemokraterne og Radikale Venstre. Foto: Camilla Rønde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Camilla Rønde
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ole Sohn, Astrid Krag og Ida Auken. For godt en uge siden var de alle SFere - men i dag hører de til hos henholdsvis Socialdemokraterne og Radikale Venstre. Og disse tre udgør blot seneste bølge af partihoppere - en tendens, der også blev ivrigt debatteret og kritiseret i forbindelse med kommunalvalget i november.

Men når nu partihopperi efterhånden er ved at være en jævnligt tilbagevendende begivenhed, hvad er så de uskrevne regler for, hvordan en politiker bedst håndterer skiftet til et ny politisk tilhørsforhold?

Berlingske har spurgt politisk analytiker Jon Kiellberg, der er debatredaktør for avisen Kommunen og i gang med at skrive en bog om politiske partihoppere.

Hold lav profil

Skifter en politiker parti, er det afgørende, at vedkommende holder sig under radaren i en periode.

»Man skal nærmest igennem en aflusningsperiode, hvor det er vigtigt, at man sætter sig på bagerste række og holder lav profil i et stykke tid, for at man så kan komme tilbage igen,« siger Jon Kiellberg.

Et godt eksempel er Socialdemokraternes Jesper Petersen, der trak sig væsentligt tilbage fra rampelyset, da han - sammen med flere andre i øvrigt - forlod SF for at sætte sig på bagerste række hos S. Der gik imidlertid ikke lang tid, førend Jesper Petersen blev belønnet med finansordførerposten og en plads i partiets gruppeledelse.

At komme med markante udmeldinger lige i kølvandet på et partiskifte - som Ole Sohn har gjort det i torsdagens Jyllands-Posten, hvor han bl.a. foreslår ti års løntilbageholdenhed og skattestop for virksomheder - er ikke vejen frem, advarer Jon Kiellberg.

»Det kan være yderst kontroversielt. Man har også oplevet det i rigtig mange kommuner, hvor der har været en masse afhoppere. Det giver noget dårlig stemning, også internt i partiet, hvis man melder meget kraftigt ud,« fastslår han.

Timing er afgørende

Vælger en politiker at skifte parti lige i kølvandet på, at vælgerne har sat kryds på en stemmeseddel, er det nærmest givet på forhånd, at det vil give sure vælgere og sure kolleger, fastslår Jon Kiellberg, der bl.a. henviser til kommunalvalget i København, hvor Ikram Sarwar få dage efter skiftede fra Socialdemokraterne til Radikale Venstre.

»Ikram Sarwar hoppede lige efter valget, fordi han var skuffet. Det giver utilfredshed både i det nye parti og selvfølgelig også i det gamle. Så skal man lige se ham an,« siger han.

Et godt eksempel på et godt timet partiskifte er Pernille Rosenkrantz-Theil. Hun skiftede fra Enhedslisten til Socialdemokraterne i 2008, men her var det afgørende for offentlighedens modtagelse af hendes partiskifte, at hun ikke sad i Folketinget, vurderer Jon Kiellberg:

»Når man ikke sidder i Folketinget, kan man melde ud, at det har været efter længere overvejelser, og at man gør det på grund af sådan og sådan. I vælgernes øjne er det måske mere ærligt, i stedet for at man forlader skuden, bare fordi der er krise.«

Det sidste har i hans optik i høj grad været tilfældet med adskillige partihop de senere år, ikke mindst hvis man ser på kommunalpolitik. Langt de fleste politikere har forladt »taberpartierne« - de partier, der på det tidspunkt var i landspolitisk krise - for at hoppe over til et mere populært parti, forklarer Jon Kiellberg. I perioden 2005-2009 var det især Venstre-politikere og DFere, der skiftede partifarve, mens det i den seneste kommunalvalgsperiode typisk har været SFere og Socialdemokrater.

Jon Kiellberg ser de mange skift fra SF som et eksempel på, at utålmodighed er ved at være en ny politisk dyd for især unge, ambitiøse politikere.

»Især de unge venter ikke som tidligere et halvt liv på at få en politisk chance. Hvis de kan se, at der er indflydelse at hente et andet sted, eller de kan nå frem hurtigere, så har de større tilbøjelighed til at skifte parti. Vi så det hos Ida Auken eksempelvis. Hvorfor være i et politisk parti, som alligevel er faldet fra hinanden, hvis man på sigt kan få indflydelse hos De radikale,« konstaterer han.

Skift fra et parti i bevægelse

Partihop bliver jævnligt fulgt af svadaer af kritik og lidet flatterende betegnelser som politiske vendekåber eller svingdørs-politikere - og der er sandsynligvis en sammenhæng mellem de hyppige partiskift blandt landets politikere og den stigende politikerlede og mistillid til de folkevalgte blandt vælgerne, vurderer Jon Kiellberg.

Men det hjælper på offentlighedens accept og forståelse, hvis en politiker skifter væk fra et parti, der har flyttet sig politisk, forklarer han.

»Det øger troværdigheden, hvis det er partiet, der rykker sig rigtig meget. Thomas Gyldal, Socialdemokraternes borgmester i Herlev sagde på et tidspunkt, at han før i tiden tilhørte højrefløjen i partiet, indtil partiet rykkede til højre, og nu tilhører han venstrefløjen. Det er jo en klassisk diskussion. Hvem er det, der rykker? Partiet eller politikeren selv,« siger han.