Embedsmand står frem: Vi skulle nå et bestemt resultat

En af deltagerne i Udlændingestyrelsens mission til Eritrea, chefkonsulent Jens Weise Olesen, fortæller om det dramatiske opgør i Udlændingestyrelsen i senefteråret. Han er ligesom sin mangeårige kollega Jan Olsen sygemeldt.

»JEG TROR IKKE RIGTIG PÅ DET«Lamperne lyser koldt og hårdt ned på køjesengens metalstel på den gamle hospitalsstue. Over gardinerne hænger en lang strimmel toiletpapir i fire buer. Pynt. I hjørnet ligger en stor lyserød enhjørning, en dalmatiner, en bamse og en bunke andre tøjdyr nede fra det midlertidige asylcenters genbrugsbutik. 31-årige Kflom og kusinen fra Eritrea har indrettet deres bolig på det gamle hospital i Helsingør så godt, de kan. I går fik Kflom at vide, at det måske alligevel blev muligt at få asyl. Han flygtede ellers illegalt ud af Eritrea fra militærtjeneste. Da Berlingske fortæller ham, at Udlændingestyrelsen har ændret kurs og ikke længere automatisk vil afslå at give asyl til blandt andre desertører, siger han:  »Det lyder som det, vi har håbet på. Men det er hele tiden frem og tilbage. Jeg tror nok ikke rigtigt på det, før jeg kommer til en officiel samtale,« siger Kflom, der fik sin samtale i oktober aflyst, uden at han har fået en ny indkaldelse.Tekst: Eva Jung Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For et par år siden blev Jens Weise Olesen spurgt, hvor mange rejser Udlændingestyrelsen havde udført for at skaffe afgørende oplysninger til de danske udlændingemyndigheder om udvalgte lande.

Optællingen lød på ca. 80. En fintælling viste noget mere spektakulært. Jens Weise Olesen havde selv deltaget på næsten halvdelen af de rejser, som danner grundlag for, hvilke personer Danmark vil tildele asyl.

Den 62-årige Afrika-ekspert Jens Weise Olesen er blandt styrelsens mest erfarne til at gennemføre såkaldte fact finding-missioner. En stor del af rejserne har Jens Weise Olesen tilbagelagt sammen med den nære kollega og ven, 43-årige Jan Olsen.

Derfor var det naturligt, at chefkonsulent Jens Weise Olesen og specialkonsulent Jan Olsen tog rejsen til Eritrea i oktober i år, da Udlændingestyrelsen ønskede at beskrive situationen i det lukkede land.

Men turen til Eritrea endte med at blive en rejse ned i et mørke.

I dag har Jens Weise Olesen og Jan Olsen modtaget skriftlige advarsler af Udlændingestyrelsen. Begge er sygemeldt. For Jens Weise Olesen og Jan Olsen blev en del af internt opgør i Udlændingestyrelsen om den omstridte rapport om Eritrea.

Normalt skriver de landerapporten sammen. Men ikke efter rejsen til Eritrea.

»Det er første gang, at en rapport er taget ud af hænderne på os,« siger Jens Weise Olesen.

Rapporten om Eritrea har udløst debat. Den 79-sider lange rapport konkluderede først, at Danmark ikke behøvede at tildele asyl til de flere hundrede eritreere, som er flygtet til Danmark fra bl.a. såkaldt nationaltjeneste eller illegal udrejse. Det fik justitsminister Mette Frederiksen (S) til sidst i november at udtale, at rapporten gav »ny og relevant viden om asylsituationen i forhold til Eritrea.« Siden har Berlingske påvist en række usædvanlige forhold ved Eritrea-rapporten. Og i går meddelte Udlændingestyrelsen, at enhver tvivl alligevel skal komme desertører og illegalt udrejste eritreer til gode.

Men i efteråret var det bare med at komme af sted til Eritrea.

»Lige pludselig skulle det bare gå stærkt. Så stærkt, at jeg blev nødt til at afbryde min ferie,« siger Jens Weise Olesen.

»Allerede dengang fik jeg fornemmelsen af, at noget var helt usædvanligt, og at der var lagt op til et bestemt resultat i rapporten. Det rystede os. Jeg spurgte flere gange min kontorchef, om vi ikke kunne tale om missionen. Jeg fik aldrig svar.«

»Det var vi ikke vant til«

Jens Weise Olesen og Jan Olsen opholdt sig i Eritrea i fra 1. til 17. oktober. Deres kontorchef, Jakob Dam Glynstrup, ankom senere og deltog på en mindre del af turen.

»Både under og efter missionen var det min opfattelse, at vores kontorchef ikke så meget fokuserede på at indsamle oplysninger, men på, hvordan oplysningerne kunne bruges asylretligt. Det var vi slet ikke vant til. Normalt har vi ingen holdning til de oplysninger, vi får gennem interview, eller hvordan Udlændingestyrelsen senere bruger dem. Men under rejsen, mens vores kontorchef var med, fik vi f.eks. at vide af nogle af kilderne, at hvis man som hjemvendt eritreere betalte to procent af sin løn i skat og underskrev et såkaldt angrebrev, kunne man godt vende hjem. Normalt vil vi forsøge at efterprøve sådan en oplysning. Men i stedet for at lede efter dokumentation og spørge ind fik vi at vide, at nu kunne vi godt rejse hjem. Vi havde, hvad vi skulle bruge, sagde vores chef,« siger Jens Weise Olesen.

Da de i oktober var tilbage i Danmark, regnede Jens Weise Olesen og Jan Olsen med, at de som vanligt skulle skrive rapporten.

»Vi blev sat fra bestillingen på en meget voldsom måde. Der skete et klart brud med, hvordan vi normalt håndterer indhentede oplysninger og opbygger en rapport. Vi var meget betænkelige ved, at man bare ville proppe alle mødereferaterne om bag i rapporten som bilag og så placere konklusionen på 20 sider foran. Man har tydeligvis siddet og plukket i citaterne og sat dem sammen, så det bliver uklart, hvor hvert citat kommer fra. Det strider mod alt, hvad jeg har lært om metodik,« siger Jens Weise Olesen.

Netop måden at drage bastante konklusioner på ud fra det samlede materiale fik en af hovedkilderne, professor Gaim Kibreab fra London, til at trække sig fra den danske rapport.

»De har komplet ignoreret fakta og kun håndplukket bestemte oplysninger,« sagde professoren.

Jens Weise Olesen er enig:

»Gaim har fuldstændig ret i, at alt er flået fra hinanden. Og det kan blive et stort problem for de danske udlændingemyndigheder. Gaim er den helt store Eritrea-kender i Europa. Danmark får ham aldrig i tale igen, når vi misbruger ham på den måde,« siger Jens Weise Olesen:

»Normalt arbejder vi med et kommissorium og behandler så emne for emne sammen med de bilag, der hører til. Men rapporten om Eritrea skulle bare laves på en anden måde. Jan og jeg har arbejdet med dette i 20 år, og vi har selv været med til at udvikle skabelonen til afrapportering. Danmark tilhører førerfeltet i Europa, når vi taler fact finding-missioner, og det har Jan og jeg faktisk bidraget til. Under Eritrea-rapporten blev hele konceptet fejet af bordet,« siger Jens Weise Olesen.

Han mener, at der sådan set ikke er noget galt med selve kildematerialet.

»Problemet er brugen af vores informationer. Hvordan man fremlægger oplysningerne i konklusionen. Hele den normale struktur er brudt. Vores chef insisterede på at sidde og plukke til lejligheden. Vi påpegede, at det kunne man ikke. Det førte til en meget kraftig meningsudveksling, meget kraftig. Den mundede ud i, at jeg fik en advarsel. Det har på alle måder været voldsomt,« siger Jens Weise Olesen.

Kollegaen Jan Olsen er gået ned med stress.Forløb I jer på nogen måde under de voldsomme diskussioner?

»Nej, det gjorde vi ikke. Vi har faktisk forsøgt en saglig tilgang. Jeg forstår ikke, at det er endt sådan her.«Så hvad præcist er begrundelsen for, at du har fået en skriftlig advarsel?

»Torsdag 30. oktober blev jeg spurgt, om jeg havde sendt et mødereferat fra en af kilderne fra Eritrea-rejsen. Det mente jeg, svarede jeg. Men det viste sig, at referatet var skrevet, men ikke sendt. Min kontorchef eksploderede. Jeg sendte en vred e-mail til ham om aftenen, hvor jeg bl.a. skrev, at han ikke behandlede os på en værdig måde. Dagen efter blev Jan og jeg kaldt til møde med vores kontorchef og souschef, hvor bølgerne gik højt. Så gik jeg hjem. Jeg fik advarslen for ikke at overholde deadlines, afgive forkerte oplysninger og forlade arbejdspladsen.«

Voldsom reaktion

Så har du vel også begået fejl?

»Jeg forlod arbejdspladsen i utide. Det skulle jeg ikke have gjort. Men jeg fået entydig ros igennem mere end 20 år. Jeg synes, at det er en voldsom reaktion, når Jan og jeg forsøgte at stoppe en helt uforsvarlig måde at håndtere en fact finding-rapport.«

Er det ikke bare dig og Jan, som har siddet med dette stof alt for længe og ikke ønsker nye kræfter?

»Jeg synes, at det er fint med friske kræfter. Men når vi skal foretage noget, som ikke er metodisk forsvarligt, så bør vi i det mindste kunne tage en diskussion om, hvorfor det skal være sådan.«

Hvordan vurderer du den oprindelige konklusion i den danske rapport om, at flygtninge fra Eritrea ikke automatisk bør få ophold i Danmark?

»Jeg har et stort problem med de første 20 sider i rapporten, dér, hvor der konkluderes. Men det skyldes, hvordan de 20 sider er blevet til.«

Du kan vel sige, om det er dit samlede indtryk, at der er sket store forbedringer i Eritrea?

»Det er min samlede oplevelse, at der er små tegn på forbedring i Eritrea. Men om man kan konsolidere og sikre de fremskridt, er et meget åbent spørgsmål. Jeg vil ikke sige noget om den danske asylpolitik. Men jeg er nødt til at tilføje, at der ikke er sket de store forandringer i Eritrea de senere år.«

Er det din opfattelse, at Jakob Dam Glynstrup under Eritrea-rapporten handlede på ordre oppefra?

»Ja.«

Hvorfor?

»Jeg har ikke lyst til at gå i detaljer. Aldrig i mine 21 år i Udlændingestyrelsen har jeg fået så mange dekreter tæsket ned i hovedet. Jeg var meget forundret.«

Det er ikke lykkedes Berlingske at få en kommentar fra Udlændingestyrelsen.