Embedsmænd advarer mod centralt punkt i seniorpensionsplan

Socialdemokratiet kritiserer, at partier bag aftale ikke kan svare på, hvordan ordning skal administreres.

PLUS Pensionsaftale trækker fr
I et notat, som Jyllands-Posten er i besiddelse af, advarer embedsmændene direkte imod at afkoble det økonomiske ansvar og tildelingen af seniorpension. Det vurderes at være uhensigtsmæssigt, står der. (Arkivfoto). Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

København. I et internt forhandlingsnotat advarer regeringens embedsmænd imod en afgørende del af regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikales aftale om seniorpension.

Det skriver Jyllands-Posten.

Det handler om, hvem der skal kunne tildele seniorpension. Aftalen understreger, at vurderingen af, hvem der kan få den nye ydelse, skal ske "uafhængigt af økonomiske hensyn".

Det kan ske ved at flytte opgaven fra kommunerne, der betaler en væsentlig del af regningen.

Men i et notat, som Jyllands-Posten er i besiddelse af, advarer embedsmændene direkte imod at "afkoble" det økonomiske ansvar og tildelingen af seniorpension.

Det "vurderes at være uhensigtsmæssigt", står der. Ifølge en professor i kommunaløkonomi er det en klar advarsel mod at bryde det bærende princip om, at den, "der bestiller musikken, også betaler for musikken".

- Hvis der ikke er en direkte kobling mellem dem, der visiterer til en ydelse, og dem, der skal finansiere ydelsen, så kan man være tilbøjelig til at tildele flere ydelsen, end hvis man selv står for regningen, siger Kurt Houlberg, professor ved Vive - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, til Jyllands Posten.

Aftalepartierne har parkeret den endelige beslutning om, hvem der skal stå for ordningen, i et "analysearbejde". Men statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har foreløbig peget på de arbejdsmedicinske klinikker.

Socialdemokratiet kritiserer, at partierne bag aftalen ikke kan svare på, hvordan ordningen skal administreres.

- Det, der er det centrale her, er, at de borgerlige har lavet en aftale uden at svare på det centrale spørgsmål, nemlig hvem skal kunne tilkende folk en ret til at gå tidligt på pension.

- Derfor synes jeg heller ikke, at man egentlig kan kalde det en politisk aftale. Det er et halvfærdigt udkast til en aftale, fordi de ikke svarer på det mest centrale spørgsmål, siger S-ordfører Mattias Tesfaye til Ritzau.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) anerkender, at der kan være en "økonomisk udfordring", hvis ansvaret fjernes fra kommunerne.

- Men vi ønsker ikke, at økonomiske hensyn skal gå ud over borgeren, siger han til Jyllands-Posten.

/ritzau/