Opdateret

Ellemann trækker sig som gruppeformand

Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen trækker sig som sit partis gruppeformand. Karsten Lauritzen nævnes som et bud på en arvtager.

»Inden næste valg vil Venstres projekt stå lysende klart,« lover Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen, der nu trækker sig som sit partis gruppeformand. Claus Bech/Ritzau Scanpix

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, trækker sig som gruppeformand. Det bekræfter Ellemann selv over for Berlingske.

Folketingsgruppen vil udpege en ny gruppeformand tirsdag.

Venstre skal også vælge en ny gruppebestyrelse, men ifølge flere kilder i partiet er det ikke ensbetydende med, at der skal skiftes ud på alle poster. En ny konstituering skal dog sættes i gang, og klart står det i hvert fald, at Ellemann ikke længere vil bestride posten som gruppeformand.

Han satte sig på posten, da han i efteråret blev valgt som ny Venstre-formand, og på daværende tidspunkt stod det klart, at det kun var en midlertidig konstellation. Derfor var rokaden ventet.

Jakob Ellemann-Jensen fortæller, at han trækker sig fra gruppeformandsposten nu, fordi han gerne vil »hellige mig mit hverv som formand og bruge tiden på det«.

»Da jeg indtog posten som gruppeformand som valgt formand for Venstre, var det med det klare mål at få noget ro, noget stabilitet og noget bedre sammenhæng i folketingsgruppen. Det mål er nu opfyldt, og derfor er det tid til at lade en anden overtage.«

Er det et udtryk for, at din forgænger som Venstre-formand, Lars Løkke Rasmussen, ikke havde taget det alvorligt nok, at en stor folketingsgruppe skal plejes?

»Næ, det synes jeg ikke. Den situation, som folketingsgruppen var i der i efteråret – jeg tror ikke, jeg fornærmer nogen ved at sige, at det var lidt kaotisk. Det var hele vores situation på det tidspunkt, og derfor var der brug for ro, regelmæssighed og proteiner. Som de fleste børneforældre ved. Det var en anden tid dengang, og nu er vi kommet videre.«

Jakob Ellemann-Jensen ser den kommende rokade som »en mulighed for at se på, om vi skal have justeret nogle ting«.

»For jeg vil også gerne sætte mit præg på det hold, vi stiller med. Det hold, vi har nu, kom til i en anden tid med en anden ledelse og under en anden formand, og derfor synes jeg, at det her er lejligheden til at se på, hvordan vi gør det fremadrettet. Det betyder ikke, at vi river alt op med rode.«

Særligt korpset af politiske kommentatorer har længe efterlyst, at Jakob Ellemann-Jensen præsenterer et større politisk projekt. På spørgsmålet, om han vil skitsere det projekt nu, svarer Ellemann:

»I kan være helt rolige: Inden næste valg vil Venstres projekt stå lysende klart. Det, der er vores plan her og nu, er jo at illustrere for regeringen og resten af Danmark, at der er to veje i dansk politik: Der er venstrefløjens vej, som handler om skattestigninger og om at skubbe arbejdspladser til udlandet for at betale for coronakrisen, og så er der Venstres vej, som hviler på et skattestop, tryghed om danskernes og virksomhedernes økonomi, og som hviler på, at vi skal have gang i hjulene igen.«

Men hvornår kan vi forvente en større plan for, hvad der bliver dit projekt som formand?

»Det her er det, der er min plan her og nu. Vi er et 150 år gammelt parti om tre uger, og det betyder, at vi ikke omkalfatrer alting, bare fordi vi får ny formand.«

Flere peger på Lauritzen

Det er endnu uvist, hvem der skal overtage hvervet som gruppeformand, men ifølge Berlingskes oplysninger er Karsten Lauritzen, der i dag er gruppenæstformand, i spil. Det har da også tidligere ligget i kortene, at han skulle overtage posten, den dag Ellemann ville trække sig.

Gruppebestyrelsen består foruden Jakob Ellemann-Jensen og Karsten Lauritzen af Venstres næstformand, Inger Støjberg, politisk ordfører Sophie Løhde, gruppesekretær Erling Bonnesen, finansordfører Troels Lund Poulsen og medlem af Folketingets Præsidium Karen Ellemann.

Derudover er det traditionen, at tre menige folketingsmedlemmer – der er valgt af Venstres folketingsgruppe – har plads i bestyrelsen. I dag er det Anni Matthiesen, Tommy Ahlers og Christoffer Aagaard Melson.

Tidligere klimaminister Lars Christian Lilleholt, der i dag er turismeordfører, gør det klart, at han gerne ser, at gruppen vælger Karsten Lauritzen som ny gruppeformand i næste uge.

»Karsten Lauritzen er et oplagt valg. Han har gjort det fortrinligt som gruppenæstformand. Han har et stort politisk talent og en god næse for, hvor tingene udvikler sig hen. Og så har han en meget inddragende facon, og det er meget vigtigt, hvis man skal være formand for en så stor folketingsgruppe som Venstres,« siger Lilleholt.

Det samme mener udlændinge- og integrationsordfører Mads Fuglede. Også han bruger udtrykket, at Lauritzen er »et oplagt valg«.

»Karsten har som gruppenæstformand vist sig at være god til at favne de uenigheder, der er i gruppen,« siger han.

Direkte adspurgt, om Karsten Lauritzen skal være hans arvtager, fastslår Jakob Ellemann-Jensen, at han har i sinde at holde sig »fuldstændig ude af, hvem der skal være ny gruppeformand«.

»Det må være op til folketingsgruppen at vælge en iblandt os, som man har tillid til kan løfte den opgave. Jeg blandede mig lidt meget i valget af gruppeformand sidst, i og med at jeg foreslog mig selv.«

Magtkampe i sommerferien

Da Venstres gruppe konstituerede sig efter folketingsvalget for et år siden, hed formanden stadig Lars Løkke Rasmussen og næstformanden Kristian Jensen.

I dén konstellation var det Jensen, der bestred posten som gruppeformand, mens Jakob Ellemann-Jensen var politisk ordfører.

Rokaden var kulminationen på flere ugers intens magtpositionering, der foregik i løbet af sommerferien. Her var Karsten Lauritzen blevet kørt i stilling som ny gruppeformand, ligesom han også selv indadtil havde signaleret, at det var en post, han gerne indtog.

Rokaden var dog ikke alene en kulmination på sommerferiens magtkampe – den blev også set som et billede på en kamp om, hvem der skulle tegne Venstres ledelse, den dag Lars Løkke Rasmussen ikke længere var formand.

Det stod særligt klart, da Kristian Jensen i sidste ende pludselig besluttede sig for selv at sætte sig på posten som gruppeformand som modsvar til Jakob Ellemann-Jensen, der sent i processen meldte sig som kandidat til at være politisk ordfører.

Ellemanns kandidatur satte Kristian Jensen under pres – netop fordi Jakob Ellemann-Jensens navn dengang ofte blev nævnt i forbindelse med diskussionerne om arvefølgen i Venstre.

Derfor så Kristian Jensen, der havde håbet på at overtage formandsposten efter Løkke, sig nødsaget til selv at gå efter en plads i gruppeledelsen.

En ferierende Karsten Lauritzen blev i sidste øjeblik ringet op af Kristian Jensen for at få overbragt beskeden om, at han alligevel ikke blev gruppeformand.

I september blev der som bekendt rokeret på ny, efter Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensens dramatiske exit som henholdsvis formand og næstformand. Også denne gang blev Karsten Lauritzen forbigået som gruppeformand.