Det er hævet over enhver tvivl, at der er foregået ting ud over det acceptable – og lovlige – på Herlufsholm.
Men alligevel er det ikke sikkert, at løsningen på problemerne er politisk.
Det skriver Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen fredag på Facebook.
»Vi er politikere. Vores eneste værktøj er en hammer. Det er bare ikke sikkert, at alle problemer er et søm,« skriver Jakob Ellemann-Jensen.
For som han skriver, er vold og overgreb af den slags, som, TV 2 i en dokumentar for nylig kunne afsløre har fundet sted på Herlufsholm, allerede ulovlige.
Og derfor kan man allerede slå ned på handlingerne inden for rammerne af den eksisterende lovgivning, skriver han.
Alligevel vil børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) indkalde Folketingets partier til drøftelse af, om reglerne er for slappe, skriver hun på Facebook, uden dog at præcisere, hvor man eventuelt kan stramme eller justere lovgivningen.
»Det her ser ud til at være så alvorligt, at vi over hele det politiske spektrum må se hinanden i øjnene og spørge, om de nuværende regler simpelthen er for slappe,« skriver Rosenkrantz-Theil.
Siden december har Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK), der ligger under Børne- og Undervisningsministeriet, ført tilsyn med Herlufsholm.
Slappe regler og samråd
Ifølge Jakob Ellemann-Jensen har ministeren mere til hensigt at vise, at hun gør noget, end nødvendigvis at gøre noget af betydning.
»Det er klart, at det letteste lige nu, det er at kræve ny lovgivning. Det gør ministeren. Så virker man handlekraftig. Men løser det egentligt de alvorlige problemer?« spørger han.
Sammen med de konservative og Dansk Folkeparti har Venstre dog selv kaldt Pernille Rosenkrantz-Theil til et lukket samråd, hvor hun blandt andet skal redegøre for, hvad hun vidste om forholdene på Herlufsholm, og i hvilken grad hun har tilbageholdt viden fra Folketinget.
Det på trods af, at både Jakob Ellemann-Jensen samt Venstres undervisnings- og ungdomsuddannelsesordfører, Ellen Trane Nørby, på hver sin Facebook-profil skriver, at det er Herlufsholms ledelses ansvar at skabe en god og tryg kultur samt at få politiet involveret, når der er tale om ulovligheder.
Berlingske har været i dialog med Ellen Trane Nørby om emnet, men har ikke fået svar på – eller interview om – hvad Venstre konkret politisk ønsker at gøre ved sagen.