Ellemann om koranafbrændinger: »Man pisser på andre mennesker«

Jakob Ellemann-Jensen lægger sig på samme linje som Lars Løkke Rasmussen og regeringen. »Bøger er til for at læse og ikke for at brænde,« siger han i sit første interview efter sin sygemelding.

Demonstration mod Sverige i Karachi i Pakistan i lørdags. Fokus på Sverige er fortsat større end på Danmark. RIZWAN TABASSUM

Jakob Ellemann-Jensen (V) har været sygemeldt med stress, men vender tilbage, netop som regeringen står med en svær sag på to do-listen.

Søndag annoncerede udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, at regeringen juridisk vil sætte en stopper for forhånelser af andre lande, der kan have negative konsekvenser for Danmark, herunder koranafbrændinger foran ambassader.

En melding, som parties fungerende leder, Troels Lund Poulsen, hurtigt bakkede op om på Facebook. Det samme gælder Jakob Ellemann-Jensen (V), der nu er vendt retur som formand for Venstre, forsvarsminister og vicestatsminister.

»Bøger er til for at læse og ikke for at brænde,« siger Jakob Ellemann-Jensen i sit første interview efter sin sygemelding.

Til spørgsmålet om, hvorvidt den tilbagevendende formand har været inde over den nye linje hos Venstre, fortæller Ellemann, at han har drøftet det med sine partifæller.

Venstre var ellers selv med til at afskaffe den såkaldte blasfemiparagraf i 2017, der kriminaliserede netop koranafbrænding. Og siden er det da ej heller skortet på Venstremænd, der har kunnet fortælle, at sagen er fyldt med dilemmaer for Danmarks liberale parti.

»Som liberalt parti er vi traditionelt set et andet sted,« forklarede Søren Gade mandag til Berlingske.

»Det er et kæmpe dilemma,« sagde Jan E. Jørgensen, der for godt seks år siden var ganske stor fortaler for et farvel til blasfemiparagraffen, til Altinget.

Dilemma eller ej, det kan ikke være anderledes, lyder det nu fra tilbagevendte Jakob Ellemann-Jensen.

»Som liberal er jeg imod, at man brænder bøger. Jeg er også imod, at man brænder andre landes flag. Det har man også en lovgivning imod. Det må man ikke, fordi man – undskyld udtrykket – pisser på andre mennesker,« siger han til TV 2.

Meldingen fra regeringen blev søndag og mandag mødt med hård kritik fra røde såvel som borgerlige partier, der trods forståelse for landets situation vægrer sig ved at gå på kompromis med ytringsfriheden i Danmark.

Jakob Ellemann-Jensen meldte sig i februar syg med stress. Det skete efter et ildebefindende, der sendte ham på hospitalet. Få dage efter trak han stikket totalt:

»Mit hoved føltes, som om det var ved at sprænges,« skrev han på Facebook.