Da regeringen i denne uge skulle forhandle aftalen om landbrugets klimabidrag på plads, var det Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen og De Konservatives formand Søren Pape Poulsen, der mødte op.
Sammen forhandlede de to partiledere på vegne af blå blok. På Venstres landsmøde fremhæver Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen det tætte samarbejde med sin største rival som leder af blå blok.
»Jeg synes, Søren Pape er en fremragende politiker. Vi deler mange holdninger. Vi har et tæt og tillidsfuldt samarbejde.«
I meningsmålingerne er parløbet også tæt. I den senste Voxmeter-måling står Venstre til 14,9 procent af stemmerne, mens De Konservative står til 14,5 procent.
Dermed skal der ikke flyttes mange vælgere, før Søren Pape Poulsen pludselig vil være det naturlige valg til posten som lederen af oppositionen. Dermed ville Pape også blive blå bloks kandidat til statsministerposten.
Kan du leve med Søren Pape Poulsen som statsminister og være med i en Konservativ-ledet regering?
»Det er sjovt, så mange gange jeg skal svare på det spørgsmål. Det kan jeg sagtens,« siger Ellemann og tilføjer:
»Jeg kunne sagtens se Søren Pape Poulsen som statsminister. Jeg ser hellere mig selv som statsminister. Men jeg synes, det er bedre for Danmark med en liberal end en konservativ statsminister. Det er derfor, jeg er Venstre-mand,« siger Jakob Ellemann-Jensen.
/ritzau/
