Ellemann går i offensiven efter Mette Frederiksens melding: »Ikke hvad Danmark har brug for«

Formand for Venstre, Jakob Ellemann–Jensen, ser ikke et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet som sandsynligt. Philip Davali/Ritzau Scanpix

Statsminister Mette Frederiksen opfordrede i sin grundlovstale tidligere på dagen til et regeringssamarbejde hen over den politiske midte.

Og den udmelding har affødt blandede reaktioner på tværs af partierne.

Formand for Venstre, Jakob Ellemann–Jensen, ser ikke et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet som sandsynligt.

Formanden skriver på sin Twitter-profil, at han opfatter statsministerens udmelding som utroværdig:

»Vi samarbejder gerne bredt, men meldingen fra Mette Frederiksen er ikke troværdig, og ikke hvad DK har brug for.«

I stedet skriver Ellemann, at Danmark har brug for en ny borgerlig regering:

»Vi har brug for en ny borgerlig regering, som vil føre en ansvarlig økonomisk politik, sætte tryk på den grønne omstilling og som har tillid til danskerne.«

Men han er ikke den eneste, der er skeptisk overfor et regeringssamarbejde hen over midten.

Den idé havde SF-formand Pia Olsen Dyhr dog svært ved at se for sig. Hun kaldte tidligere statsministerens forslag for »en teoretisk diskussion og en bogstavleg.«