Ellemann forsøger at lægge låg på ømtålelig debat i Venstre – og lægger diskret afstand til Støjberg

Det var med fokus på »Venstre Classic«, at partiformand Jakob Ellemann-Jensen holdt sin første formandstale, men han satte samtidig hegnspæle i jorden i en debat om udlændinge, der har truet med at skabe ny splid internt i partiet.

»Kære Venner. Revolutionen kommer – heller ikke – i dag,« lød det blandt andet i Jakob Ellemann-Jensens første formandstale på landsmødet i Herning. Men han måtte også lægge kursen i en debat, der truer med skabe intern splid i partiet. Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Mange Venstre-folk lægger ikke skjul på, at der efter deres smag har været vel rigeligt drama i partiet det forløbne år.

Måske derfor syntes tilgangen fra hovedparten af de 1.500 Venstre-folk, der denne weekend er samlet til landsmøde i Herning, at have handlet om fred og fordragelighed.