Ellemann efter tumultarisk uge: Vi har massive udfordringer

Venstres to stemmeslugere er ugens emne. Løkke forlader partiet, og Støjberg træder tilbage som næstformand.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, er ærgerlig over den situation, som partiet befinder sig i.

Tidligere formand Lars Løkke Rasmussen har forladt partiet, og Inger Støjberg har trukket sig som næstformand, fordi hun blev bedt om det.

- Vi står med nogle massive udfordringer, det kan en blind jo føle med sin stok. Vi har lige taget afsked med vores næstformand, nu tager vi afsked med vores tidligere formand og statsminister. Så ja, vi er presset, siger Jakob-Ellemann Jensen til DR Nyheder.

Fredag aften skrev Lars Løkke Rasmussen, at han havde besluttet sig for at melde sig ud af Venstre efter længere tids overvejelse.

Han fortsætter i stedet som løsgænger i Folketinget, da han selv har fået over 40.000 stemmer ved valget i 2019.

Med over 28.000 har Støjberg også været stemmesluger for Venstre.

Løkkes farvel sket blot få dage efter et opgør i Venstre-toppen, hvor formand Jakob Ellemann-Jensen pressede Inger Støjberg væk fra næstformandsposten på grund af flere uenigheder.

- Det er svært for os i de her dage, men op ad bakke er stadigvæk fremad.

- Man kan håbe på, det er ved at være overstået med de her personsager, det nærer jeg et muligvis spinkelt, men dog håb om, siger han.

/ritzau/