Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det kan godt blive aktuelt, at Danmark donerer mere militært materiel til Ukraine.
Det skriver forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) tirsdag i en mail til Ritzau, efter at han mandag var på besøg i Ukraine sammen med statsminister Mette Frederiksen (S) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).
»Danmark har netop foretaget en stor donation til Ukraine i form af hele Forsvarets artilleri. Noget som ukrainerne selv har efterspurgt, og det kan vi være stolte af,« skriver Jakob Ellemann-Jensen (V).
»Når det er sagt, så er der ingen tvivl om, at der vil være behov for fortsat dansk støtte til Ukraine.«
»Danmark overvejer kontinuerligt donationer af både militært materiel, finansiering samt andet materiel, der kan understøtte Ukraines kamp mod Rusland,« skriver han.
Jakob Ellemann-Jensen har tidligere afvist, at det er aktuelt at sende danske Leopard 2-kampvogne til Ukraine, og det er fortsat linjen.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, takkede i sin daglige aftentale efter besøget mandag ellers Danmark for landets villighed til at slutte sig til »kampvognskoalitionen«.
Det er en gruppe lande, blandt andet USA, Tyskland og Polen, som vil sende kampvogne til Ukraine.
Præsidenten nævnte i talen det møde, som han havde med Mette Frederiksen mandag.
»Jeg takkede naturligvis Danmark for dets militære støtte, for markant at styrke vores artilleri og for dets villighed til at slutte sig til kampvognskoalitionen,« lød det i hans tale.
Mette Frederiksen sagde også, at parterne talte om kampvogne ved mødet, men hun kom ikke med løfter om, at Danmark vil sende kampvogne til Ukraine.
Omvendt udelukkede statsministeren det heller ikke, da hun til TV 2 News sagde, at "»et kan også være kampvogne« som svar på et spørgsmål om eventuelle yderligere bidrag i fremtiden.
Danmark har allerede doneret 19 franskproducerede Caesar-haubitser, som kan sammenlignes med en langtrækkende kanon.
/ritzau/