Elbæk: Vi er overhovedet ikke i mål med sundhedsforhandlinger

Thulesen Dahl mener, at parterne har nærmet sig hinanden efter sundhedsforhandlinger om borgerinddragelse.

Alternativet vil gå kritisk til sundhedsforhandlinger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl

Der er lang vej endnu.

Sådan lyder det fra Alternativets partileder, Uffe Elbæk, efter at han har endnu engang har diskuteret sundhedsreform hos finansminister Kristian Jensen (V).

Regeringen og Dansk Folkeparti ønsker at nedlægge regionerne, hvilket den øvrige opposition er imod. Alternativet har accepteret præmissen i bytte for mere og ikke mindre demokrati.

Politisk leder i partiet Uffe Elbæk vil ikke løfte sløret for, om parterne er rykket tættere på en aftale efter dagens forhandlinger.

»Vi har en seriøs forhandling. Jeg vil ikke gradbøje det,« siger Uffe Elbæk.

Inden mødet kom han og partikollegaen Pernille Schnoor med en mappe fuld af spørgsmål til forhandlingsparterne.

»Jeg synes, at der er en oprigtig seriøsitet både fra regeringen og DF. Det betyder ikke, at vi er i mål. Overhovedet.«

»Der er ting, vi synes, ser fornuftige ud. Men der er nye ting, der i kraft af diskussionerne er blevet tydeligere for mig, at vi ikke er i mål med,« siger Uffe Elbæk.

Dagens forhandlinger drejede sig om nærhed og borgerinddragelse. Alternativet har talt for at oprette såkaldte borgerråd.

Inden mødet fortalte Elbæk, at partiet går »super kritisk« til forhandlingerne.

Til forhandlingerne var også formanden for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl. Han fortalte, at forhandlingerne omkring borgerinddragelse er gået »glimrende«, og at parterne har nærmet sig hinanden.

Ja, det synes jeg. Jeg synes, at vi har en god diskussion, fortæller han.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) fortæller, at hun ligesom Elbæk mener, at der er lang vej endnu. Men hun ser en mulighed for en bred aftale.

»Der er en lang række punkter, hvor vi sådan set tænker ens om, hvor problemet i vores sundhedsvæsen er i dag,« siger hun.

Finansminister Kristian Jensen har tidligere på ugen luftet ambitionen om at lande en sundhedsaftale inden et valg.

Der er møder igen i næste uge, og her ventes de tre parter at mødes igen.

/ritzau/