Elbæk, Friis Bach, Bødskov – nu er det embedsmændenes tur

Forholdet mellem politikere og embedsmænd er mere belastet end nogensinde, vurderer Berlingskes politiske redaktør. To nye undersøgelser skal klarlægge embedsmændenes ansvar i forbindelse med udviklingsminister Christian Friis Bach (R) og justitsminister Morten Bødskovs (S) afgang.

Justitsministeriet skal i gang med en lynundersøgelse af, hvordan den nu forhenværende justitsminister Morten Bødskov (S) kunne blive udstyret med en løgn om begrundelsen for retsudvalgets aflysning af et besøg på Christiania. Hvorfor var der ingen af de ledende embedsmænd, der forhindrede det?, spørger Berlingskes politiske kommentator. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Astrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I denne uge var det ministre, der svedende blev trukket gennem samråd og haglbyger af spørgsmål, mens de gentog deres forberedte forsvar igen og igen. En overlevede – Annette Vilhelmsen – en anden blev ofret – Morten Bødskov. I næste uge er det så embedsmændene, der står for tur.

To undersøgelser skal klarlægge de grå embedsmænd bag ministrenes ansvar i forbindelse med udviklingsminister Christian Friis Bach og justitsminister Morten Bødskovs afgang som ministre. Og det kan meget vel vise sig, at de sidste hoveder ikke er røget.

Forholdet mellem politikere og embedsmænd er mere belastet end nogensinde før. Det skyldes først og fremmest, at embedsmanden på en og samme tid skal fungere som politisk og strategisk sparringspartner for en minister og som klassisk neutral, juridisk ekspertise. Rollerene kolliderer, og den første kommer til at fylde mere og mere.

I Udenrigsministeriet er man i gang med at klarlægge, hvordan den nu afgåede minister Christian Friis Bach (R) kunne blive udstyret med en forklaring om, at rejsereglerne i GGGi ikke var blevet godkendt i organisationens bestyrelse, hvor ministeren sidder. Når nu det modsatte var tilfældet. Friis Bach måtte forlade sin post, fordi han havde løjet for Folketinget og offentligheden, men ansvaret skal formentlig placeres i embedsapparatet. Undersøgelsen er bebudet færdig inden jul.

I Justitsministeriet skal man i gang med en lynundersøgelse af, hvordan Morten Bødskov kunne blive udstyret med en løgn om begrundelsen for retsudvalgets aflysning af besøg på Christiania. I et svar til Folketinget har Bødskov anført, at han har diskuteret spørgsmålet med »en snæver kreds af embedsmænd i Justitsministeriet«.

Var der nogen af dem, der sagde: Hov stop, den går altså ikke? Eller mere interessant er den politiske kultur i toppen af et ministerium sådan, at de andre ville have kigget på ham med et måbende blik, hvis han havde gjort det. Den undersøgelse ventes færdig i næste uge, hvor Kammeradvokaten så skal tage stilling til om, det skal have konsekvenser for disse ledende embedsmænd.

Der er ingen tvivl om, at det er ministeren, der har ansvaret og må tage skraldet, når der blevet begået fejl. Men spørgsmålet er. om systemet bag ministeren efterhånden er så belastet og betændt og fuld af dobbeltroller, at det ikke længere holder.

Hvad var det, der fik Skatteministeriets daværende departementschef Peter Loft til at gå så langt, som han gjorde i sagen om Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes mands skattesag? Hvorfor var der ikke en embedsmand, der satte hælene i over for daværende kulturminister Uffe Elbæk, da han blev ved med at bruge AFUK, som han var privat involveret i, til arrangementer betalt af ministeriet.

Og sådan kunne man blive ved. Var embedsmændene i integrationsministeriet mere interesseret i at leve op til regeringens og Dansk Folkepartis politiske kurs end at overholde reglerne i den såkaldte statsløsesag?

Når det er sagt er der ingen tvivl om, at ministre har et stigende behov for politisk sparring og strategisk rådgivning. Mange – ikke mindst i den nuværende regering – anklages for at falde i et med både tapetet og embedsapparatet, når de først har sat sig til rette på taburetten.

Problemet har været kendt længe. Daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen indførte systemet med særlige rådgivere, som kunne støtte ministrene politisk uden at være ansat embedsmand. Anders Fogh Rasmussen forfinede som statsminister systemet og lagde vægten på spin og kommunikation efter britisk forbillede. Helle Thorning-Schmidt udvidede systemet, så de vigtigste ministerier kan ansætte to rådgivere. Men det ser ikke ud til at have løst problemet. Eller også er det den forkerte medicin.