EL vil lade folk skifte køn på papiret

Det skal være muligt at skifte køn uden at skulle under kniven, mener Enhedslisten. Partiet forventer, at der i løbet af foråret skaffes flertal for at kunne foretage et juridisk kønsskifte.

Foto: ERIK LUNTANG
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Amnestys kritik af Danmark for behandlingen af transkønnede er på sin plads. Det mener Enhedslisten.

»Jeg synes, det er en fuldt ud berettiget kritik. De har fuldstændig ret i, at Danmarks behandling af transkønnede ikke er i orden,« siger sundhedsordfører Stine Brix (Ø).

Amnesty mener, det er problematisk, at transkønnede i Danmark tvinges til at blive kastreret eller steriliseret ved operation. Stine Brix er enig og forventer, at lovgivningen ændres i løbet af de kommende måneder, så personer kan foretage et juridisk kønsskifte.

»Regeringen arbejder på at fremlægge et forslag, som gør det muligt at skifte køn juridisk uden at skulle lade sig kastrere. Vi har en klar forventning om, at der kommer til at ske noget meget snart,« siger hun og uddyber:

»Allerede her i foråret forventer jeg, at regeringen fremlægger et forslag.«

Amnesty opfordrer også politikerne til at fjerne transkønnethed fra Sundhedsstyrelsens liste over psykiske sygdomme. Enhedslisten deler ønsket, men mener ikke, at det sker lige med det første.

»Der er nok et stykke vej, før vi kan få et flertal med til at rette op på det,« siger Stine Brix.