EL vil frigive hash for at frede købere

Hash skal legaliseres, så politiet ikke skal jage hashkøbere, mener Enhedslistens retsordfører Rosa Lund.

Hash, skunk og pot i en bod på Pusherstreet på Christiania. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

København. Det betaler sig at legalisere hash. Dels skal politiet ikke bruge ressourcer på at jage brugerne, som slipper for at blive jagtet, dels kan staten tjene penge ved afgifter på et lovligt salg af stoffet.

Det mener Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund.

- Det er smart at legalisere hashhandlen, så kunderne ikke blive kriminaliseret. Vi ville også kunne få skatteindtægter af det, der foregår. Men det vigtigste er, at kunderne ikke bliver kriminaliseret, siger Rosa Lund.

Forleden foreslog Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, en legalisering af hash. Han får ikke støtte fra sit eget parti, men der lød positive toner fra Enhedslisten, SF og Alternativet.

Imens florerer hashhandlen på Christiania.

Der er ifølge Berlingske nu 40 til 45 hashboder i Pusher Street mod 20 til 37 boder, før christianitterne i 2016 ryddede gaden. Hver bod omsætter for 50.000-100.000 kroner om dagen ifølge retsudvalgets høring i oktober 2017.

Enhedslisten vil hellere sælge hash fra apoteker, end lade danskerne dyrke en vis mængde pot i haven, forklarer Rosa Lund.

- Det vigtigste for os er, at det bliver en kontrolleret hashhandel. At der kommer en statslig kontrol med cannabis-markedet. Så vi har kontrol med den cannabis, der sælges, og der ikke fifles med indholdet, siger Rosa Lund.

I år har politiet på Christiania konfiskeret 44.325 joints og 207 kilo hash fra nytår til 8. maj. Politiet har også beslaglagt en pistol, en håndgranat og 2,7 millioner kroner.

Politiet har før anslået, at hashhandlen omsætter for op mod en milliard kroner årligt. I år har politiet gennemført cirka 100 aktioner - rydninger, razziaer og aktioner mod hashkøbere og sælgere.

Spørgsmål: Hvorfor legalisere hash, som kan give psykoser til skrøbelige personer?

- Man har ikke set en stigning i forbruget, hvor man har et kontrolleret cannabis-marked, hvis man kigger på stater i USA, som har legaliseret stoffet. Man vil heller ikke kriminalisere dem, der bruger det medicinsk, mener Rosa Lund.

/ritzau/